»Muslimer for Fred« i aktion mod vold og radikalisering
Så mange som muligt bør tage afstand fra vold og radikalisering, siger talsmand for initiativet »Muslimer for Fred«.
Fredag eftermiddag danner Nørreport Station i København rammen om en aktion for fred, sameksistens og afstandtagen fra vold.
Mellem klokken 15.00 og 17.00 vil initiativet ”Muslimer for Fred” nemlig dele flyers ud og gøre alle interesserede opmærksomme på, at de på det kraftigste tager afstand fra vold og alle radikaliseringselementer i samfundet.
Anledningen er selvfølgelig de foruroligende begivenheder i Frankrig i sidste uge, hvor 17 personer blev dræbt af radikale, islamistiske terrorister på henholdsvis det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris.
Det er forholdsvist nyt, at vi i Danmark ser unge tage ned og kæmpe for den måske mest uhyggelige terrororganisation, man nogensinde har set. Det er vigtigt at tage klar afstand fraImad Malik, talsmand for Muslimer for Fred
”Vi mener, at det er særligt vigtigt at markere vores holdning lige nu – også på grund af de tendenser, vi desværre også ser i Danmark,” siger Imad Malik, talsmand for Muslimer for Fred.
Han refererer til, at unge i Danmark kan blive så radikaliserede, at de er villige til at rejse til Syrien og Irak for at kæmpe for terrororganisationen Islamisk Stat.
”Det er forholdsvist nyt, at vi i Danmark ser unge tage ned og kæmpe for den måske mest uhyggelige terrororganisation, man nogensinde har set. Det er vigtigt at tage klar afstand fra, så de unge ikke er i tvivl om, hvad vores standpunkt er, og hvad islam står for,” siger Imad Malik.
Han opfordrer alle danskere på tværs af religiøse og andre skel til at tage afstand fra de radikaliseringselementer.
Initiativet Muslimer for Fred blev taget af Islams Ahmadiya-menighed i Hvidovre, som ifølge Imad Malik er Danmarks ældste muslimske organisation. Menigheden tæller 600-700 medlemmer, men er ikke anerkendt af det brede muslimske flertal, da Ahmadiya-bevægelsen ikke tror på, at profeten Muhammed var den sidste profet.
Menigheden forsøger at modvirke radikalisering i samfundet ved blandt andet at holde foredrag og udbrede islams budskab om ”kærlighed og fred til alle uanset tro,” som initiativet udtrykker det.
”Man kan ikke komme radikalisering til livs fra den ene dag til den anden. Det er et langvarigt arbejde,” siger Imad Malik.
Efter Charlie Hebdo-terrorangrebet har flere debattører og politikere opfordret muslimer til at tage afstand fra handlingen og bakket op om ytringsfriheden. Men kan man forlange, et en hel religion skal holdes ansvarlig for nogle få ekstremisters gerninger?
Imad Malik mener, at det er OK, at opfordre muslimer til at fordømme terrorisme.
”Alle, også muslimer, bør tage skarp afstand fra, hvad der skete i Frankrig. Det er vigtigt, at folk man lytter til – imamer, præster, politikere og andre – står frem og utvetydigt tager afstand fra det,” siger han.