Fortsæt til indhold
Politik

Løkke opfordrer danske muslimer til at fordømme terrorangreb i Frankrig

Venstres formand opfordrer muslimer til at tage afstand fra det dødelige terrorattentat mod magasinet Charlie Hebdo i Frankrig.

Islam er tilsyneladende blevet ”voldtaget” og ”misbrugt” i et morderisk angreb mod ytringsfriheden og den frie presse.

Det mener Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, efter ukendte terrorister onsdag trængte ind på det satiriske ugeskrift Charlie Hebdo’s redaktion i Paris og dræbte 12 personer, herunder fire bladtegnere og to betjente.

I kølvandet på angrebet retter Lars Løkke Rasmussen en ”stærk appel” til alle grupper i det danske samfund om klart og tydeligt at sige fra over for terrorhandlingen.

Opfordringen gælder ikke mindst islamiske grupper, siger Venstre-formanden til TV 2 News:

”Der er nogen, der øjensynligt har voldtaget en af verdens største religioner og på en fuldstændig fanatisk måde dræbt uskyldige mennesker. Det skal der tages afstand fra. Og det skal gøres fra alle dele af det danske samfund. Og i særlig grad måske fra de grupper, som har en kærlighed til den religion, som i dag er blevet misbrugt i et morderisk angreb,” lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

”Jeg har noteret mig, at det franske, muslimske fællesråd har taget afstand fra dette her, og jeg håber, at det kan inspirere også i Danmark,” tilføjer han.

Dansk Islamisk Råd har allerede udsendt en pressemeddelelse, hvori rådet fordømmer terrorangrebet og opfordrer det franske samfund til at holde fast i værdier som sameksistens, tolerance, tilgivelse og dialog.

”Vi, i Dansk Islamisk Råd, fordømmer på det kraftigste denne kujonagtige handling. Og vi understreger, at Islam og muslimer er uskyldige, da ingen muslim ville gøre skade på fredelige mennesker, hvis eneste våben er pennen, på denne grusomme måde, som hverken religion eller fornuft kan understøtte,” skriver rådet.

Lars Løkke Rasmusen understreger da også, at de nærmere omstændigheder omkring angrebet endnu ikke er klarlagt, men at meget tyder på, at religiøse fanatikere står bag.

”Dette er en trussel mod vores samfund som vi kender det – altså det Danmark vi kender. Derfor er der brug for at vi alle sammen fordømmer det, i skarpe vendinger,” siger han til TV 2 News.

Terrorangrebet må for alt i verden ikke munde ud i selvcensur, lyder opfordringen fra Løkke.

Charlie Hebdo er særligt kendt for dets kompromisløse forsvar for ytringsfriheden - et forsvar der er kommet til udtryk i talrige satiriske tegninger om blandt andet islam. Magasinet var da også blandt de medier, der i 2006 genoptrykte de 12 Muhammed-tegninger, som oprindelig blev bragt i Jyllands-Posten.

Flemming Rose: “Det løber én koldt ned ad ryggen”

Det venstreorienterede magasin Charlie Hebdo er blandt andet kendt for sit kompromisløse forsvar for ytringsfriheden og for i 2006 at genoptrykke de 12 Muhammed-tegninger, som oprindeligt var blevet bragt i Jyllands-Posten.

De tre gerningsmænd, som udførte terrorhandlingen, er stadig på fri fod efter angrebet. Iført sorte masker og bevæbnede med automatrifler trængte mindst to af dem ind på Charlie Hebdo’s redaktion og åbnede ild. Mindst fire af bladets tegnere blev dræbt samt chefredaktøren.

JP i Paris: ”Landet er i højeste beredskab”