Rengørings-direktør: Jeg må løbe...
Ingen kommentarer fra fynsk rengøringsselskab til konflikten med Viborg Kommune.
Borgerne i Viborg Kommune og 140 opsagte og fritstillede ansatte i Absolut Rengøring kan ikke her og nu få en forklaring på, hvad der sker i det fynske rengøringsselskab.
Selskabet blev i september opsagt som eneleverandør af rengøring på skoler og daginstitutioner i den store midtjyske kommune. Kontrakten er opsagt med seks måneders varsel, og kommunen og rengøringsselskabet havde lavet en gensidig aftale om afvikling af samarbejdet.
Men i onsdags ringede Absolut Rengøring til kommunen og meddelte, at alle rengøringsopgaver var stoppet. 140 ansatte var opsagt og fritstillet, meddelte selskabet til den forbløffede borgmester i Viborg Kommune.
Adm. direktør Margit Hedegaard, Absolut Rengøring, afviser over for Jyllands-Posten at kommentere, hvorfor selskabet uden varsel har kastet den store rengøringsopgave fra sig.
"Lige i øjeblikket har jeg ingen kommentarer til sagen," siger hun.
Du vil ikke sige, hvorfor I i onsdags ringede til Viborg Kommune og meddelte, at nu ville I ikke længere vil komme og gøre rent?
"Jeg vil rigtig gerne komme ud og forklare det på et tidspunkt, men lige nu har jeg brug for at finde ud af, hvad der er hoved og hale i resten."
Er der nogen besked til de 140 fritstillede ansatte?
"Det har vi meldt ud til dem."
Ja, I har sendt et opsigelsesbrev til de ansatte, hvor I meddeler dem, at de er opsagt og fritstillet. Men ellers har de jo ikke fået en forklaring, og de ved heller ikke, om de skal overføres til et nyt selskab?
"Det bliver vi nødt til at tage på et senere tidspunkt."
Hvornår?
"Måske senere i dag, men ellers på mandag. Jeg bliver nødt til at løbe nu…."
Absolut Rengøring vandt i august i år rengøringen i Nordfyns Kommune, og selskabet har her meddelt kommunen, at Absolut Rengøring er under "rekonstruktion".
Adm. direktør Margit Hedegaard har for få dage siden oprettet selskabet "Selskabet af 7. november 2014 A/S," og det firma skal drive aktiviteterne på Fyn videre.
Regner med millionkrav
"I forbindelse med rekonstruktionen vil alle aktiviteter i Absolut Rengøring blive overdraget til et nyt selskab, som vil drive Absolut Rengøring videre med kundegrundlaget på Fyn og i Jylland, dog eksklusiv aktiviteten i Viborg," oplyser Nordfyns Kommune på sin hjemmeside.
Over for den nordfynske kommune har Odense-firmaet oplyst, at rekonstruktionen skyldes, at Absolut Rengøring har modtaget et stort erstatningskrav i en sag om virksomhedsoverdragelse af medarbejderne fra Viborg Kommune.
Kravet kommer fra 3F i Viborg, som har opgjort de 140 fritstilledes løntilgodehavende til mellem fire og fem millioner kroner.
Erstatningskravet vil efter det oplyste få så store økonomiske konsekvenser for selskabet, at man ser sig nødsaget til en rekonstruktion, har Absolut Rengøring oplyst til kommunen.
Stor tilfredshed på Nordfyn
Nordfyns Kommune oplyser på sin hjemmeside, at man er godt tilfreds med kvaliteten af Absolut Rengørings arbejde.
Der er løbende blevet afholdt møder med virksomheden, og der er foretaget tilfredshedsmåling på kvalitetsstandarden alle de steder, der modtager rengøring fra selskabet, skriver kommunen.
Kommunens erfaringer med Absolut Rengøring er meget positive, hvilket blandt andet kan aflæses af nogle meget positive tilbagemeldinger fra brugerne.
Ved den seneste måling blev der foretaget i alt 41 servicetjek i ugerne 43-45. 37 af stederne placerede sig i kategorien "meget tilfreds", mens 4 placerede sig i kategorien "tilfreds". Ingen erklærede sig "utilfreds’".