Rengørings-kup er endt som midtjysk mareridt
Fynsk rengøringsfirma smed kommunal rengøringsopgave til 35 mio. kr. fra sig uden varsel.
Et omfattende udbud af rengøringen på hele det offentlige område i Viborg Kommune er endt i et regulært mareridt for den midtjyske kommune.
Tanken var at spare 12 mio. kr. om året, da rengøringen på 179 kommunale skoler og daginstitutioner den 1. august 2013 blev overdraget til rengøringsfirmaet Absolut Rengøring fra Odense.
Men i september opsagde Viborg Kommune kontrakten med rengøringsfirmaet efter en række klagesager og kontroller, som har afsløret elendig rengøring. Kommunen og firmaet lavede en aftale om rengøringen i de seks måneder, opsigelsesvarslet kører, men i onsdags gik det skrantende samarbejde helt i fisk.
"Vi fik en telefonisk henvendelse i onsdags om, at de stoppede al rengøring, selvom de havde seks måneders opsigelse på kontrakten. De meddelte, at de bare blev væk," siger borgmester Torsten Nielsen (K), der er forbløffet over forløbet i de seneste 48 timer.
Absolut Rengøring fulgte op med at fritstille de 140 medarbejdere, men samtidig har det fynske firma etableret et nyt firma og meddelt, at medarbejderne skal overflyttes hertil i henhold til reglerne om virksomhedsoverdragelse.
"Skifteretten har ikke modtaget anmodning om konkursbegæring, men vi kan ikke få nærmere at vide, hvad der sker, for de tager ikke telefonen, hvis vi ringer til dem. De er som sunket i jorden, og det gør situationen fuldstændig tåbelig, og vi er ved at være derhenne, at vores forhold til Absolut Rengøring efterhånden udelukkende er juridisk," siger Torsten Nielsen.
Han arbejder sammen med kommunens topledelse og embedsmænd på højtryk, der kan sikre rengøringen kommunens skoler med 10.000 elever og daginstitutioner med 5.000 børn.
Og det bliver en dyr affære for kommunens økonomi, vurderer borgmesteren.
"Lige nu forsøger vi at lave midlertidige systemer, så vi kan få gjort rent så godt som muligt. Vi har indkaldt fire lokale rengøringsselskaber, og selvom vi endnu ikke har alle deres bud inde, så ser det samlet ud til at koste mere, end der er afsat i budgettet," forklarer han.
Borgmesteren har haft bemyndigelse til selv at disponere, siden økonomiudvalget senest var samlet i onsdags, men sagen er nu blevet så kompliceret, at økonomiudvalget formentlig skal samles igen i weekenden.
"Vi vidste nok, at det ville blive svært, men så svært havde vi ikke forestillet os, at det ville blive," erkender den konservative borgmester, som siger, at han er rystet over Absolut Rengøring.
Der var jo været en del sager med klager over manglende og dårlig rengøring. Havde I ikke fornemmet, at selskabet havde problemer?
"Det har da været oppe og vende, hvad der kunne ske, men da vi så, at firmaet vandt en ny licitation på Nordfyn, samtidig med at vi opsagde kontrakten, konkluderede vi, at der jo måtte være styr på tropperne," forklarer Viborg-borgmesteren, som tidligere på året overtog borgmesterposten fra sin konservative forgænger Søren Pape Poulsen.
Kommunen overvejer erstatningssag
Han har tidligere over for Viborg Stifts Folkeblad sagt, at kommunen set i bakspejlet aldrig skulle "have entreret med Absolut Rengøring, for vores erfaringer er nu, at der ikke er tale om en seriøs virksomhed."
"Aftale på aftale er brudt, og takken for, at vi forsøgte at være konstruktive ved at lave en mindelig aftale om afvikling af aftalen, er altså, at Absolut Rengøring med få timers varsel fyrer alle ansatte og lader os stå tilbage med alle problemerne," har borgmester Torsten Nielsen tidligere sagt til avisen.
Han varsler nu en erstatningssag mod Absolut Rengøring. Sagen skal dels rejses for at hente nogle af de mange ekstraudgifter, som kommunen har fået efter opsigelsen af kontrakten, hjem.
Men for borgmesteren er det også vigtigt at få afprøvet, om Absolut Rengøring blot kan nedlægge det oprindelige firma og overflytte sine aktiviteter til et nyt. Han vil have undersøgt om, at det "juridisk er i orden, at Absolut Rengøring har udskilt aktiviteterne i Viborg i et selvstændigt selskab for at slippe for de økonomiske forpligtelser over for kommunen og deres nu fritstillede medarbejdere."
Fristillet med til informationsmøde
Kommunens politiske ledelse og forvaltningen holder i eftermiddag informationsmøde om situationen for kommunens institutionsledere. Her er de fritstillede ansatte, som per brev fra Absolut Rengøring har fået besked om, at de er opsagt og fritstillet og desuden er blevet bedt om at aflevere eventuelt "materiale" i løbet af i dag, også inviteret.
"Det er det mindste vi kan gøre - at invitere dem med til mødet. Absolut Rengøring er jo ligeglad med alt og alle, også deres egne medarbejdere," siger Torsten Nielsen.
Han siger, at 30 procent af skolerne og institutionerne har meddelt, at de vil overtage rengøringen i en periode, mens opgaverne hos de resterende 70 procent skal løses af de lokale rengøringsfirmaer.
"Vi håber på et beslutningsgrundlag senest mandag, og vi håber, at vi kan få et midlertidigt system op og køre i løbet af næste uge. Og det er ikke en ”kan”-opgave, men en ”skal”-opgave," understreger borgmester Torsten Nielsen.
Adm. direktør Margit Hedegaard i Absolut Rengøring oplyser til Jyllands-Posten, at hun ikke har kommentarer til sagen "i øjeblikket".