Stjernekok: Får en pædofil i et fængsel bedre og mere frisklavet mad end den ældre?
Verdens rigeste kok, Jamie Oliver, er ikke imponeret efter at have set billeder af vakuumpakket dansk mad til pensionister.
LONDON
Jamie Oliver – verdens rigeste kok – kaster sig nu ind i debatten om den danske ældremad.
Jyllands-Posten præsenterede ham i denne uge for billeder af de omstridte vakuumpakkede danske portionsanretninger, som kan være op til 15 dage om at nå frem til pensionisternes tallerkner.
Oliver tager forbehold for, at han ikke har smagt maden. Men den britiske madprædikant sætter alligevel spørgsmålstegn ved, hvor meget næring, der overlever i 15 dage i en vakuumpakket færdigret, selv om danske undersøgelser viser, at indholdet af mineraler og vitaminer stort set ikke falder.
Samtidig blinker hans indre advarselslamper ved tanken om de tilsætningsstoffer, der må til, for at maden kan holde sig så længe. I retter fra Faaborg-Midtfyn Kommunes Madservice er f.eks. tilsat 10 e-numre bl.a. for at forlænge holdbarheden.
»Du kan nå til et punkt, hvor mad ikke længere er mad, fordi der er så mange tilsætningsstoffer. Man kan være sikker på, at hvis e-numre er dårlige for børn, så er de det også for ældre,« siger Jamie Oliver og tilføjer:
»Man kan stille sig selv nogle helt enkle spørgsmål, f.eks: Får en pædofil i et fængsel bedre og mere frisklavet mad end den ældre, som betalte sin skat i mange, mange år, og som måske har været i krig for jeres land?«
»Mange ældre er deprimerede, og det du viser mig her ser ikke godt ud. Det er ikke særlig appetitligt, vel? Kan det her gøres bedre? Ja, det er jeg sikker på, at det kan, og jeg er overbevist om, at der i dit land er kloge folk, som kan gøre det endog meget bedre,« siger Jamie Oliver.