Fortsæt til indhold
Indland

Ambulance kom for sent til døende hjemløs

Region Hovedstaden erkender, at der blev reageret for sent trods tre telefonopkald om en døende hjemløs.

En syg og hjemløs mand døde mandag eftermiddag på Amagerbro Metrostation efter at chokerede forbipasserende forgæves havde forsøgt at tilkalde en ambulance.

Tre gange under forløbet ringede forskellige personer 112 til Region Hovedstadens Akutberedskab, men først 30 minutter efter den første opringning ankom en akutlæge til stedet. Og da var den unge hjemløse mand afgået ved døden.

Flere af vidnerne, der overværede den unge mands død og forsøgte at hjælpe ham, mens de ventede på ambulancen, har efterfølgende beskrevet hvor vanskeligt det var at få tilkaldt en ambulance.

En af dem var Ulla Millmann, solofløjtenist fra Danmarks Radiosymfoniorkester, som på sin Facebook-profil har fortalt, at der blev ringet til alarmcentralen tre gange med ca. 20 minutters mellemrum.

”Han udåndede efter en time - tre minutter inden ambulancen kom. Jeg kan ikke rigtig komme uden om en nagende fornemmelse af, at hjemløses liv kommer i sidste række, når man ringer til centralen,” skriver Ulla Miilmann.

Der er ikke mange oplysninger om den afdøde, men flere medier oplyser, at han er grønlænder. Hans alder opgives også forskelligt, men er formentlig enten 27 eller 33 år.

Hun har til ekstrabladet.dk forklaret, at hun kom forbi omkring klokken 15, da hun bemærkede den unge mand ligge livløst på jorden. Hun troede i første omgang, at manden var død og spurgte derefter nogle af mandens venner, som sad i nærheden, hvor længe han havde ligget der.

Han udåndede efter en time - tre minutter inden ambulancen kom. Jeg kan ikke rigtig komme uden om en nagende fornemmelse af, at hjemløses liv kommer i sidste række, når man ringer til centralen.
Solofløjtenist Ulla Millmann, som var vidne til den hjemløses død

To-tre timer, lød svaret, hvorefter Ulla Millmann sammen med flere andre forbipasserende forsøgte at få liv i manden.

”Jeg kigger så på ham og beder en af de andre om at ringe til alarmcentralen. Det gør hun vel omkring klokken 15, og vi venter i 20 minutter, da der så er en anden, der tilbyder at ringe,” siger Ulla Miilmann til ekstrabladet.dk.

Hun oplever, at der går omkring en time, inden ambulancen, men i virkeligheden gik der en halv time fra det første telefonopkald.

Ifølge Region Hovedstaden er der registreret tre telefonopkald om sagen - kl. 15.23, 15.31 og 15.46. Ambulancen er fremme kl. 15.46, og en akutlæge ankommer kl. 15.49.

Region Hovedstadens Akutberedskab erkendte allerede i aftes, at der var sket i fejl i sagen, og at der nu bliver iværksat en undersøgelse. Det personale, der håndterede opkaldene, er sendt hjem fra arbejde, mens undersøgelsen foregår.

”Der går for lang tid, fra vi modtager det første opkald, til der ankommer en ambulance og akutlæge på stedet. Da vi ankommer til stedet er borgeren ulykkeligvist afgået ved døden. Det er dybt beklageligt, og vi er selvfølgelig berørte af hændelsen,” siger enhedschef for AMK-Vagtcentralen Marit Karina Buccarella i en pressemeddelelse.

Et andet vidne, Zerrin Hasan, skriver på Facebook, at hun kom i kontakt med en sygeplejerske gennem alarmcentralen, som i første omgang sagde, at der var nogle Metro-folk på vej. Efter at have talt med dem i noget tid endte de dog med at sige, der var en ambulance på vej.

”De sagde sidst i røret, at der ville komme nogen og tage sig af ham. Der gik 10 minutter mere, og han holdt op med trække vejret,” skriver hun i en kommentar til Ekstra Bladet.

”Vi prøvede med hjertemassage og alt man kunne. (.) Hvor kan man klage over, at de ikke sender ambulance, når man virkelig har brug for det ? Jeg er dybt rystet og ked af det,” skriver Zerrin Hassan på Facebook.

I februar skete et andet dødsfald blandt hjemløse, da en 51-årig hjemløs mand blev fundet død i en gård ved bagudgangen til en 7-Eleven i Hvidovre. Hverken politi eller sundhedsvæsen rykkede ud, selvom en af butikkens ansatte aftenen forgæves havde ringet til både politiet og alarmcentralen.

Dødsfaldet skabte stor politisk debat og førte til, at Region Hovedstadens Akutberedskab, Københavns Brandvæsen og Rigspolitiet i fællesskab strammede op på sine procedurer.

”Hjemløse, psykisk syge og borgere med anden etnisk herkomst end dansk beder sjældent om hjælp og gør det ofte meget sent. Det har vi hele tiden haft fokus på,” udtalte direktøren for Akutberedskabet i Region Hovedstaden, Freddy Lippert, ved den lejlighed.

”Folk, der lever på gaden, er vant til nogle hårde vilkår og har en helt anden tærskel for, hvornår man ringer. Derfor siger vi også til vores medarbejdere, at når de ringer, så er det virkelig alvorligt,” lød det fra Lippert.