Fynske politikere: Det er så nemt at kritisere
Landspolitikerne skulle selv tage ud og spørge vores ældre om, hvad de synes om vakuumpakket med, siger socialudvalgsformand.
Det skortede ikke på kritiske røster fra Folketinget, da Jyllands-Posten i weekenden satte fokus på kommunale ordninger for ældremad.
Ikke mindst eksemplet fra Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor ældre medborgere får leveret vakuumpakket middagsmad til en uge ad gangen og vakuumpakkede madpakker, der er op til ni dage gamle, når de bliver spist, har udløst kritik.
Kritikken kom fra blandt andre Dansk Folkepartis socialordfører Karin Nødgaard og Venstres ældreordfører Anne-Mette Winther Christiansen, og kritikken fra Christiansborg har vakt undren i den sydfynske kommunes socialudvalg, hvor Venstre og DF har været med til at strikke ordningen sammen.
Har undgået værre besparelser
"Jeg forstår det ikke, for vi har gjort et godt stykke forarbejde, inden vi traf denne beslutning," siger Herdis Hanghøi (V), som er formand for socialudvalget.
Socialudvalgets fem medlemmer har selv prøvesmagt maden - "og det vil ikke være et problem for mig at spise det," indskyder Herdis Hanghøi - og medlemmerne fra det lokale ældreråd har også givet deres godkendelse.
"Ældrerådet sagde, at de ville foretrække denne beslutning, mod at der er penge til den direkte ældrepleje. Det har vi gjort og samtidig trukket forslag tilbage om bad én gang om ugen og rengøring hver tredje uge. Det var ikke værdigt. Når vi ikke har uanede ressourcer at gøre godt med, synes jeg, at det her er forsvarligt," siger Venstre-politikeren.
Både V, DF og socialminister Manu Sareen (R) siger, at vakuumpakket mad er for ringe, og at kommunerne har fået en milliard kroner ekstra, blandt andet for at undgå den slags ordninger?
Smagstest: "Det her byder man ikke nogen mennesker"
Faaborg-Midtfyn Kommune forsvarer sin mad til ældre
"Vi bliver kritiseret for ikke at bruge af ældremidlerne, men der stod i betingelserne (for ældremidlerne, red.), at vi ikke måtte bruge dem til mere af det samme. De skulle bruges til nye tiltag. Derfor har vi valgt at styrke genoptræningen og rehabilitering af de ældre, og det betyder, at vi blandt andet genoptræner de ældre til, at de igen kan sørge for deres mad," lyder svaret fra Herdig Hanghøi.
Hun opfordrer Christiansborg-politikerne til at sætte sig ind i tingene, inden de kritiserer.
"Det skal holdes op mod de andre tiltag, vi gør. De skulle måske følge en hverdag ude i vores kommune – tage med chaufføren rundt den dag, der leveres mad og så spørge de ældre, hvad de synes om det."
Mange læsere har skrevet til os, at politikerne bag ordningen selv skulle spise maden?
"Det var ikke et problem for mig at spise det, da vi prøvesmagte det. Jeg fik flæskesteg og en ostemad som var seks dage gammel," siger Hanghøi, som mener, at vakuumpakket ældremad i visse situationer er et fremskridt i de ældres situation.
"Mange har i forvejen vakuumpakket pålæg fra supermarkedet stående i køleskabet i lang tid – måske i op til en uge. Man åbner og lukker mange gange. Den vakuumpakkede mad åbnes og spises én gang, og næste dag tager man en frisk. Mange af vore hjemmehjælpere, som har smurt mad for de ældre, har ofte oplevet at komme ud til de ældre og finde brød med mug på, så vores madordning kan være bedre, end det de har stående i køleskabet."
Også DF's medlem af socialudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune, Claus Jørgen Bendtsen, kan stå inde for den vakuumpakkede mad.
"Jeg har prøvespist fem dage gammelt kold mad, og skulle jeg købe min madpakke, lagde jeg gerne en tyver om dagen – også selv om den er syv dage gammel. Det ville jeg ikke have noget imod," siger Bendtsen og tilføjer, at "ernæringsmæssigt er der ingen problemer med de madpakker."
I bliver kritiseret fra Christiansborg for at tænke alt for økonomisk og for lidt på de ældre medborgere med den her løsning?
"Alle kommunale budgetter er stramme; det har jeg lært som nyvalgt i byrådet. Realiteterne er gået op for mig. Og det er jo nemt at sidde på sidelinjen og sige, at det også er for galt, men når man kommer ned i materialet, kan man se, at det er svært at få enderne til at hænge sammen."
Men du bliver kritiseret af dit eget partis socialordfører?
"Ja, den skulle vi nok have taget inden for egne rammer i første omgang," siger Claus Jørgen Bendtsen.
Hvis du ikke skulle skele til pengepungen, ville du så have valgt en anden løsning?
"Det er det bedst opnåelige tilbud med de muligheder, vi nu engang ligger inde med. Vi har fået enderne til at hænge sammen i kommunens budget, og vi har bidraget med vores. Men hvis du havde en guldkrukke stående ovre i hjørnet, så ansatte vi mange flere mennesker, og så fik de frisk mad hver dag."