Katjas hemmelighed
»Det er vores lille hemmelighed,« sagde hendes far. Efter få minutter trak han bukserne op, kyssede hende godnat og sendte hende ind på sit værelse.
Der var lagt op til hygge i lejligheden på første sal. Det var vinterferien 2010, og 23-årige Katja Heilmann-Nøhr skulle mødes med sin kusine og fætter, som havde lejligheden helt for sig selv. Den lørdag skulle de spille Wii, som de så tit havde snakket om, men aldrig fået gjort.
Efter pizzaen og et par drinks trak de tre over i sofaen, hvor de gjorde klar til det store slag. De hamrede løs på controllerne på trods af fingerkramper, mens de på kanten af sofaen dystede i ”Mario”.
Katja og hendes kusine afbrød spillet for at ryge en smøg på altanen. Det var hundekoldt, og sneen dækkede brædderne. Kusinen fortalte om den opgave, hun var ved at skrive på gymnasiet. Den handlede om incest.
Den ellers snaksaglige Katja blev underligt tavs. Hun fortalte stille, at hun også kendte til nogle af de ting, kusinen havde nævnt fra opgaven. Det virkede ikke, som om hendes hentydninger blev opfanget, såKatja tog en spontan beslutning. Hun nåede ikke engang at tænke sig om.
I 14 år havde hun overvejet at sige det, og pludselig røg ordene ud af hendes mund.
»Det er min far, der gør det. Men du må love mig ikke at sige det til nogen.« Den kortvarige følelse af lettelse blev afløst af frygt. Hvad ville der ske? Ville hun vende hende ryggen? Synes, hun var ulækker? Dybt inde håbede Katja, at kusinen ville sladre. Så slap hun selv.
Kusinen kiggede chokeret på Katja.
»Hvordan? Hvor meget? Er du okay?« spurgte hun. De røg en ekstra smøg. Katja tog en dyb indånding og fik kontrol over de blanke øjne. Hun forlod altanen og gik med kusinen ind til fætteren, hvor hun lod som ingenting. Sådan som hun altid havde gjort.
En kernefamilie
Det begyndte, da Katja var ni år. Hun var en meget lille og spinkel pige med det stride kommunefarvede hår i en kort drengefrisure.
Hendes smil trak charmende skævt op mod smilehullet i højre side af ansigtet, og fregner var strøet ud over næsen og kinderne.
Hun var glad for at gå til FDF. Her var der ikke forskel på hende og de andre børn. På hendes værelse hang en Spice Girls-plakat på døren. Dem gik de andre i klassen jo meget op i. Plakaten kunne ses fra hendes køjeseng, hvor skrivebordet og et skab stod inde under.
Sammen med sin far, mor og lillebror på to år boede hun i en rødbrun etplans-villa i Galten i Østjylland.
Det var en kernefamilie, det kunne alle se.
Forældrene havde næsten altid gang i et projekt. De lavede nyt badeværelse, lagde haven om med vandløb og hele molevitten eller noget helt tredje. Den lille familie hyggede gerne sammen omkring fjernsynet eller et brætspil, ligesom de ofte tog på campingferie og fisketure. Katja var fars pige, mens mor så efter lille John.
Holdt andre på afstand
Det var en tirsdag aften i 1995. Fliserne var brunsorte, og på nogle af dem var der blomstermotiver.
I badeværelset var der kun badekar.
En dag sad Katja i det sammen med sin far. Det var ofte ham, der hjalp hende i bad. Hun kiggede på ham og spurgte, hvorfor han så anderledes ud mellem benene end hende. Han forklarede, at det var, fordi han var en mand, og hun var en pige.
Hendes far sørgede for, at hun blev tørret ordentligt og sendte hende ind på hendes værelse for at tage pyjamas på. Lidt efter kaldte han inde fra forældrenes soveværelse.
Hun gik derind. Gardinerne var trukket for, lyset slukket, og hendes far lukkede døren bag hende.
Han trak sine satinpyjamasbukser ned, tog om hendes hånd og førte den ned mellem sine ben.Katja sagde ikke noget.
»Smag på den,« opfordrede hendes far.
Katja stillede ikke spørgsmål. Hun forstod ikke, hvad der skete. Men når hendes far sagde det, var det rigtigt at gøre.
»Det er vores lille hemmelighed,« sagde han. Efter få minutter trak han bukserne op, kyssede hende godnat og sendte hende ind på sit værelse.
Sådan fortsatte det hver tirsdag, når hendes mor var på aftenarbejde, og hendes lillebror var blevet puttet.
Katja forstod ikke, hvad der skete, men det var ikke rart.
Hun havde sjældent veninder med hjemme i huset. I skolen var hun dygtig og ansvarsbevidst, men hun kom ikke så godt ud af det med klassekammeraterne. Hun passede ligesom ikke rigtigt ind. Hun ville gerne være sammen med de populære, men hun irriterede sine klassekammerater med sit opfarende væsen og iltre temperament. Hendes ord kunne såre. Især lå hun i konflikt med én pige fra klassen, og en enkelt gang kom de op at slås. De to piger var ofte til møde med klasselæreren i et forsøg på at løse konflikterne.
Katja forsvarede sig ved altid at angribe de andre først. Hun holdt de andre på afstand af sit liv - og sin hemmelighed. Katja var en kaktus med pigge. Alligevel ville hun gerne være som de andre. Hun stjal penge fra sin mormors tankstation for at købe klistermærker og Only-tøj. Måske hun så var rigtig.
Vidste, at det var forkert
Hendes far misbrugte hende oftere og oftere.
Når moderen var på arbejde, i Bilka eller hentede lillebror. I stuen, i Katjas køjeseng, i forældrenes soveværelse eller på badeværelset.
Hun blev dirigeret op på toiletbrættet, hvor hun foroverbøjet lå på sine knæ, mens hun holdt fast om cisternen.
I begyndelsen kom han ikke. Hun vidste ikke, hvad det betød, men han sagde, det ville være for voldsomt for hende. Han ønskede ikke at gøre hende fortræd og var aldrig voldelig. Det var ubehageligt, men gjorde ikke ondt, for han var forsigtig. Han ville gerne have, hun kunne lide det, sagde han.
Hun kunne godt fornemme, at det var forkert. Men hvis hun sagde det til nogen, ville hun og John komme på børnehjem, og mor ville ikke kunne betale regningerne.
Det sagde far. Desuden vidste hun, at det ville gå ud over hans humør, hvis hun ikke gjorde, som han sagde. Hans temperament var skiftende og voldsomt, og Katja gjorde sit for at holde ro og fred i den lille familie, der ofte sad musestille for ikke at tænde den korte lunte. Når den blev tændt, blev moren skældt ud, eller John blev slået.
Hun følte sig forkert, ulækker og beskidt.
Ingen måtte vide, hvad hun lavede med faderen.
Slet ikke hendes mor. Far var jo mor utro, tænkte Katja. Med hende. Faderen lod aldrig Katja glemme, at ingen ville tro hende, og alle ville vende hende ryggen.
Køjesengen på hendes værelse var fyldt med bidemærker. Når hun var alene, bed hun af og til i trækanten, til det gjorde ondt i kæberne. Hun kunne godt lide smerten.
Kroppen på autopilot
I 8. klasse fik Katja for første gang en veninde.
Michaela var lige begyndt i parallelklassen, og de kom i gruppe sammen i hjemkundskab.
Katja var ivrig efter at få en veninde.
I en lang periode var de sammen hver eftermiddag. Ofte skulle Katja først hjem og vække sin far, der havde natarbejde, inden hun måtte tage over til Michaela.
Det var lidt underligt, at han skulle vækkes, men Michaela tænkte ikke nærmere over det, for Katja havde så mange pligter derhjemme. Hun havde ingen idé om, hvad det var, Katja egentlig skulle derhjemme. De var næsten altid hos Michaela, og Katja var for det meste i rigtigt godt humør. De så film, snakkede om drenge og skolen, hørte musik og eksperimenterede med at lave dip til deres chips.
Men de hyggede også hos Katja. Michaela bemærkede, at Katja havde et tæt bånd til sin far. De lavede en masse sjov sammen, ligesom hun også gjorde med sin egen far. Pigerne i skolen begyndte at udveksle erfaringer.
Interessen for drenge havde for alvor taget fart, og klassekammeraterne fortalte hinanden om kærester og sex.
Men også her var Katja udenfor. Hun var stadig lille og spinkel, og alle vidste, at drengene ikke var interesseret i hende. Men faktisk var hun jo foran de andre piger. Hun havde prøvet alt det, de havde - og mere til.
Hun opdigtede kærester med falske navne, og selv om de andre piger ikke troede på hende, følte hun sig endelig rigtig. Og samtidig så forkert.
Interessen for drenge kom, da Katja som 16-årig begyndte på teknisk skoles grundforløb for tjenere. Eller rettere; drengenes interesse for hende. Næsten hver torsdag gik hun i byen og var sammen med en ny fyr. Hvis han viste interesse, gjorde hun, hvad han ville have. Det var hun vant til. Når hun havde sex, var det kun hendes krop, der var til stede. Hendes tanker lukkede ned, og hendes sind forlod rummet. Kroppen gik på autopilot, præcis som når faren misbrugte hende.
Det tætte bånd
Katja boede på skolehjem for at undgå sin far. Når hun var hjemme i weekenden, sørgede han dog for, at de fik alenetid. Hans fede mave og sure ånde fik Katja til at væmmes mere og mere, når de var sammen. Hun gemte sit hoved under puden og gjorde alt for at undgå hans blik. Af og til kæmpede hun for at tænke skrækkelige tanker, så hun ikke kom, mens han slikkede. Men hendes krop samarbejdede ikke.
Jeg vil gerne melde min far for incestKatja Heilmann-Nøhr til politiet 18. februar 2011.
Hun ville så gerne sige til nogen, hvad der foregik, så det kunne stoppe. I adskillige år var det hendes nytårsforsæt.
Men hun turde ikke. Hun var jo selv begyndt ved at spørge sin far dengang i badekarret, tænkte hun. Og hun var måske selv ude om det, hvis hun gik i sommerkjole eller stropbluse. Og hvad hvis ingen troede på hende? Hun ville heller ikke splitte sin familie.
Hvad ville der komme til at ske med hende og de andre? Hun kendte sit liv og sin rolle nu, og selv om det var hårdt og modbydeligt, så var det også blevet en hverdagspligt, der skulle overstås. Som at tage opvasken.
Hun tænkte mange gange på Valerie Malone, den nye pige i tv-serien ”Beverly Hills 90210”. Hun var blevet misbrugt af sin far og endte med at skyde ham. Val fra ”Beverly” havde stadig sit at slås med, selv om hun afslørede sin hemmelighed. Bl. a. en mor, der ikke ville tro hende.
I 2003 begyndte hele familien til skydning i den lokale forening. Interessen, der var begyndt hos Katjas lillebror, blev snart en fælles hobby, som blev dyrket på den lokale skydebane og rundt i landet til stævner.
Faderen engagerede sig så meget, at han blev formand for den lokale skytteforening.
Katja skændtes ofte med sin lillebror om opvasken og hvad som helst. Hendes forhold til moderen var præget af skyldfølelse og harme. Faderen spillede dem ud mod hinanden ved at fortælle Katja dårlige ting om moren og omvendt.
Samtidig var hun vred på sin mor over, at hun ikke så, hvad der foregik. Og hjalp. Faderen var hendes fortrolige, og den første hun gik til. Da hun fik menstruation, når hun havde været sammen med andre fyre, og hvis der var noget, der nagede hende på jobbet.
Benægtede alt
De fleste vidste, at Katja var fars pige. Men det specielle bånd mellem dem skabte undren i familien. Til familiesammenkomster var Katjas far altid om hende, og teenageren, der nærmede sig voksenalderen, sad stadig på skødet af sin far. Der gik endda rygter i familien om, at de stadig gik i bad sammen.
Som 16-årig besøgte Katja sin morbror og tante i deres hus på Sjælland. Hun havde sådan glædet sig til ferien, for her kunne hun slappe af og være sig selv. Katja følte, hun kunne tale med tanten om alt. Næsten.
En sen eftermiddag gik snakken i sofaen.
De drak te, og morbroren havde lige forladt stuen. Tanten sad og tænkte meget over, om hun skulle konfrontere Katja med sit spørgsmål.
Som skolelærer havde hun arbejdet med misbrugte børn, og hun var bekymret for Katja. Hvis der var noget at fortælle, havde hun chancen for at sige det nu. Her var hun i sikkerhed.
»Foregår der noget mellem dig og din far?« spurgte hun Katja og fik nævnt ordet incest, så der ikke var noget at tage fejl af.
Katja kiggede chokeret. Hvordan kunne hun dog vide det? Kunne man se det på hende? Hendes overbevisende nej fik tantens tvivl til at forsvinde. Der var tydeligvis ikke noget at komme efter, og tanten lod den ligge. Katja virkede målløs over, at tanten overhovedet kunne få den tanke. Hun var ikke klar til at fortælle det. Hun ville for alt i verden ikke have, at nogen skulle vide, hvordan hun i virkeligheden var. Men det var rart, at nogen bekymrede sig om hende.
For en gangs skyld var hun ikke alene.
Venner med kæresten
Katja søgte beskyttelse mod sin far. Hun fandt pumpede fyre, og hun fandt fyre i stofmiljøet.
Hun var aldrig selv en del af det, men hun følte sig beskyttet af dem. Og når hun ikke følte, deres beskyttelse mod faderen virkede længere, slog hun op. Hun var ikke forelsket i nogen af dem, og sex var ulækkert og bare noget, hun skulle.
Men så fandt hun Steffen. Egentlig var der ikke noget anderledes med ham. Hun var ikke forelsket, hun brød sig ikke om sex, og hendes far misbrugte hende stadig. Hun var forvirret og et kaos indeni.
Hun sagde til sin far, at hun ikke ville være Steffen utro, og at hun havde det meget dårligt med det. Han svarede, at det ikke var utroskab. Det var jo bare de to, og det var noget helt andet. Steffen blev kammerater med hendes far, og de begyndte at skyde og fiske sammen.
Katja og Steffen blev forlovet og flyttede til Ringsted på Sjælland, og de begyndte at se familien mindre.
En dag overraskede Steffen hende med, at de skulle ind til København for at spise i Nyhavn.
De hyggede sig, og på vejen hjem i toget drak de et par øl, pjattede og grinede.
Hun var tryg ved ham. Beruselsen gjorde hende modig. Hun ville gerne fortælle ham det, så hun havde én, der ville støtte hende, så hun kunne gå videre med det.
Hjemme i soveværelset fortalte hun, at hun havde noget alvorligt at tale med ham om. Han svarede, at hvis hun ikke var gravid eller utro, ville han ikke høre det. Katja blev forvirret. For var hun utro eller ej? Det var så svært at få samlet mod til at sige det i forvejen, og da han svarede sådan, mistede hun totalt modet. Hvis ikke han ville lytte til hende, hvem pokker ville så? De endte i et skænderi og sov i hver sit rum den nat.
Faderen lovede at stoppe
Selv om Katja i 2007 boede med sin forlovede på Sjælland, fortsatte Katjas far med at besøge hende. Steffen havde fået arbejde på Thule-basen, så han var væk i flere måneder ad gangen.
Faderen havde kun været på Sjælland én gang før i sit liv. Alligevel nåede han at besøge hende fire gange i løbet af det år, hun boede i lejligheden i Ringsted.
Han ringede til hende og spurgte, hvad hun lavede. Selv om hun var så langt væk, kunne hun ikke lyve for ham. Det havde hun aldrig kunnet. Han kunne altid gennemskue hende. Fra hun lagde røret på, gik der ikke lang tid, før han bankede på døren.
I perioder dobbeltjobbede hun nat og dag for at have en undskyldning.
Under et af hans besøg på Sjælland brød Katja sammen.
»Jeg kan ikke klare det mere. Jeg kan ikke blive ved med at bære på den her hemmelighed.
Det er forkert,« sagde Katja til sin far, som trøstede hende og virkede forstående.
Faderen gav hende ret i, at det var forkert, og lovede, at det en dag ville stoppe helt.
I 2008 fik Katja en elevplads som kok på et skib. I tre måneder sejlede hun ved Grønland, langt væk fra faren. Forlovelsen med Steffen havde hun brudt. Han var jo alligevel ikke hjemme til at holde faderen på afstand.
Få dage efter Katjas 24-års fødselsdag - og et halvt år efter, hun betroede sig til sin kusine - valgte hun at tage alene til Løkken i sin mormors sommerhus.
En sen eftermiddag kørte hendes far op og besøgte hende. De tog ind til selve byen, hvor de sad på et cafeteria og spiste fiskefilet og pommes frittes, mens de talte om Katjas arbejde og hendes nye bil. De talte om løst og fast, mens de slentrede ned på torvet og købte den obligatoriske vaffel med tre kugler, guf, syltetøj og en flødebolle.
De begyndte at spise den store is, mens de ved siden af hinanden gik ned til molen for at kigge på solnedgangen. Den var helt særlig, den aften, og de stod og nød det smukke rødlilla lys, mens de spiste isen færdig. Derefter tog faderen sin mobiltelefon op af sine joggingbukser og tog et billede af solnedgangen og sendte det til Katjas mor.
De kørte tilbage til mormoderens lille sommerhus i klitterne. Katja var overbevidst om, at hun nu kunne nøjes med at hygge med sin far på normal vis. Det var flere måneder siden, han sidst havde misbrugt hende, og den aften var han slet ikke kommet med hentydninger til, hvad han ville. Ligesom han plejede.
Den allersidste gang
Inde i sommerhuset talte de sammen i sofaen, mens fjernsynet støjede i baggrunden.
Hun gik ud og børstede tænder og hoppede i sin pyjamas, men da hun kom ud fra toilettet, havde faderen lagt sig ind i soveværelset.
Han sagde, de skulle hygge sig.
Katja orkede ikke at tage en diskussion og gik ind i soveværelset. Faderen tog sine små trusser af og spurgte, om hun havde lyst til at lege med ham.
Han trak blidt hendes pyjamas af. De havde oralsex og samleje, inden det var slut.
Hun rakte ud efter sine trusser i fodenden, men hendes far sagde, at hun skulle sove nøgen ligesom ham.Katja vendte ryggen til ham og lagde sig til at sove. Hun vågnede næsten morgen, ved at han rørte ved hende.
Samme tur igen.
Efter de havde spist morgenmad, gjorde de sammen sommerhuset rent og tog sengetøjet af. Pludselig kaldte han på hende ude fra terrassen. Han sad på en havestol uden bukser på og havde allerede lagt en hynde klar foran sine fødder.
»Det er dejligt at se på Vesterhavet samtidig,« sagde han, mens Katja gjorde sin pligt.
Det blev sidste gang, han misbrugte hende.
Ud over kusinen fik Katja fortalt det til et par venner i den periode. De havde selv haft deres problemer, så hun håbede, at de ikke ville dømme hende for alt det, hun havde gjort. Hun bad dem holde tæt, men noget inde i hende ønskede alligevel, at de skulle sige det.
Katjas mor og far skændtes voldsomt det efterår og den vinter. Det ægteskab, der i årevis havde virket velfungerende udadtil, begyndte nu for alvor at knirke. Skilsmisse var et ord, der konstant sendtes gennem det lille rødbrune hus. Faderen begyndte at drikke, og en dag tog han en af sine pistoler og satte den til hovedet. Han ville ikke mere.
Men det blev ved truslen.
Truet med pistol
Den18. februar 2011 blev et vendepunkt for Katja. Hele familien skulle hygge, som de havde gjort så mange gange før. Stemningen var dog anderledes denne fredag. Dagen forinden havde Katjas far truet moderen med en pistol i over en time. Han ville slå hende ihjel, men sagde, at han ville vente til dagen efter, hvor børnene kom hjem. De skulle også skydes. Selv om Katjas mor havde betroet sig til hende om den voldsomme episode, pakkede Katja en taske og kørte til barndomshjemmet.
Hun tog kun en kjole med, selv om familien skulle til DM i skydning dagen efter. Hvis hun overlevede fredagen, skulle det fejres.
Om eftermiddagen kørte Katjas far og lillebror i Ikea. John, som netop var fyldt 18 år, var flyttet til Silkeborg tre dage forinden og skulle have nye møbler. Imens gik Katja og hendes mor hjemme og forberedte aftensmad, mens de frygtede for livet.
Inden seks stod maden klar, som den plejede, men der var en særlig stilhed om bordet denne aften. Efter aftensmaden gik de to søskende i køkkenet for at vaske op.
»Far har truet mor,« sagde Katja stille til sin lillebror.
»Hva ´ for noget?« udbrød han, men blev hurtigt stoppet.
»Vi snakker lige om det senere, for vi kan ikke gøre det indenfor,« sagde hun.
De to fortsatte snakken i carporten, mens de tømte bilen for det nye sofabord og tvmøbel.
»Far truede mor og sagde, at han vil slå os alle sammen ihjel,« sagde Katja, mens John var overraskende stille.
Han tog med deres mor hen til sin moster for at kigge på en sofa. Katja sad alene hjemme i stuen med sin far. Normalt ville han prøve på noget, men han sad bare. Katja sad musestille i sofaen og stirrede ind i tv’et på et eller andet program.
»Tager du ikke lige 100 kr. i min pung til nogle chips og noget dip,« spurgte Katjas far sin kone, da hun var kommet hjem igen.
Han syntes, familien skulle hygge sig lidt i aften.
Sandheden kunne hjælpe familien
Katja og moderen kørte sammen op i det lokale supermarked. Her mødte de John, som stod ved indgangen og var på vej over til nogle kammerater.
»Jeg melder ham,« sagde han.
»Det skal du ikke, John. Vi ved jo ikke, hvad han vil gøre, og der er ingen grund til at gøre det værre, end det allerede er,« sagde Katja, mens moderen gav hende ret.
»Jeg melder ham,« gentog han.
Katja og moren fortsatte med at tale ham fra at ringe til politiet.
»Der er ingen grund til at hidse ham op, når vi ikke ved, om han bare kommer ud igen i morgen,« sagde Katja, mens broderen gik over til sine venner.
Hjemme i huset sad Katjas far stadig i sin stol, mens han snakkede i telefon. Moderen og Katja satte sig over i sofaen. Katja kunne ikke forstå, at John ikke var kommet hjem endnu.
00.30 bankede det på døren.
»Det er fra politiet. Må vi komme ind?« Katjas hjerte hamrede af sted. Så havde John alligevel ringet efter politiet.
»Ved du, hvad det drejer sig om?« spurgte en af betjentene Katjas far.
»Næ, men det kan du vel fortælle mig,« svarede han.
»Vi har modtaget en anmeldelse om husspektakler mellem dig og din kone,« fortsatte betjenten.
»Det kender jeg ikke noget til,« svarede Katjas far koldt.
»Nu synes jeg, du skal være ærlig,« sagde hans kone pludselig.
»Det har du bare ikke gjort,« sagde Katjas far og kiggede på sin hustru.
»Nej, det har jeg ikke,« sagde Katjas mor.
Katja var blevet sendt udenfor, mens seks betjente forsøgte at finde ud af, om der var hold i anmeldelsen. Sneen lyste natten op, og Katjas tænder klaprede. Hun var kommet ud uden jakke. En af betjentene stod udenfor hos hende, og hun kunne spotte hundepatruljen ved vejen. Hun følte sig tryg hos betjenten. Tankerne kørte rundt.
»Jeg har måske noget, jeg gerne vil fortælle,« sagde hun.
»Når du er klar, siger du bare til,« svarede betjenten.
»Må jeg gerne ryge?« spurgte hun.
»Det er kun dig selv, du skader,« sagde han.
Hun tog det ene store hvæs efter det andet.
Nu kunne hun hjælpe sin mor og John ved at fortælle sandheden. Hun fik moderen med ud i køkkenet.
»Sig ikke, at han har misbrugt dig«
»Mor, jeg har noget, som jeg tror, der vil kunne sende far væk i længere tid,« sagde hun og tog en dyb indånding.
»Nej, sig ikke, at han har misbrugt dig,« udbrød moren, mens hun grædende faldt ned på knæ.
Moderen troede på hende.
»Jeg vil gerne melde min far for incest,« sagde hun kort efter til betjenten, som egentlig bare var kommet for at få styr på nogle husspektakler.
Katjas far blev kørt væk.
Endelig havde hun fået det sagt for alvor.
Og de troede på hende. Hun følte sig lettet.
Men hun kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, om han slap fri næste dag igen? Og ville han finde hende, når han kom ud? Moren, mosteren, John, fire af hans venner og Katja sad ved spisebordet og kæderøg resten af natten. De grinte og græd og drak øl. Endelig var hun sluppet fri. Nu var det ham, der var fanget.
I morgen skulle hun have kjolen på.