Selvmord er den hyppigste dødsårsag blandt yngre mænd
»Mænd tænker på, hvad der kan gøres, når de har det dårligt psykisk, snarere end at søge trøst og omsorg,« siger en chefpsykolog.
Af 661 selvmord, der blev begået i 2012, blev 494 begået af mænd. Mændene begik altså tre gange så mange selvmord som kvinderne, der stod for 167 selvmord. I stort set alle aldersgrupper er mændene overrepræsenterede, og i flere aldersgrupper er selvmordet den hyppigste dødsårsag hos mænd.
Det var i 2012 tilfældet for for mænd mellem 20-24 år. Det samme var tilfældet for den større gruppe af mænd i alderen 30-49 år.
Mænd reagerer udad
Den markante forskel i kønnenes selvmordsrate overrasker ikke eksperterne.
»Mænd tænker på, hvad der kan gøres, når de har det dårligt psykisk, snarere end at søge trøst og omsorg,« siger Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet.
Da den økonomiske krise holdt sit indtog, var der flere, der blev ledige. På den måde blev risikofaktorerne øget, og det kan være en del af forklaringen på den højere tendens til selvmord i denne aldersgruppe.Karin Helweg-Larsen, speciallæge og seniorforsker, Syddansk Universitet
Forskellen på mænd og kvinders selvmordsrate har været stort set uændret igennem de seneste år.
»Mange mænd får, når de har det dårligt, den oplevelse, at deres nærmeste relationer er en belastning i stedet for en ressource – derfor trækker mange mænd sig fra familie og venner, når de får det dårligt,« fortæller Svend Aage Madsen.
Gemte psykiske lidelser
De kendetegn ser Svend Aage Madsen hos alle aldersgrupper af mænd. Sammenholdt med en øget tendens til psykiske lidelser kan de altså være medvirkende til den store forskel for de to køn.
Han peger på, at der ligeledes kan være mange mænd, der går med psykiske lidelser, som ikke er opdaget.
»Mange af de psykiske lidelser kommer først for alvor til udtryk i de tidlige 20’ere. Hvis mændene ignorerer lidelsernes faresignaler, bliver det kun værre, og selvmordet kan være den sidste udvej,« siger Svend Aage Madsen som en del af forklaringen på, hvorfor selvmord er den hyppigste dødsårsag for unge mænd.
Omverdenens forventninger til manden bliver kun højere, når han nærmer sig 30-årsalderen. Han skal finde en partner, der skal stiftes familie, han skal helst have et indbringende job, og presset vokser år for år.
Krisens indvirkning
»For de yngre mænd, der ikke er så langt i livet endnu, er det aldrig sjovt at blive sat uden for arbejdsmarkedet. Da den økonomiske krise holdt sit indtog, var der flere, der blev ledige. På den måde blev risikofaktorerne øget, og det kan være en del af forklaringen på den højere tendens til selvmord i denne aldersgruppe,« siger Karin Helweg-Larsen, der er speciallæge og seniorforsker på Syddansk Universitet.
Karin Helweg-Larsens udsagn stemmer overens med tallene fra Danmarks Statistik, der viser, at i perioden 2007-2012 var 2012 året med flest selvmord blandt 30-49-årige mænd. I samme aldersgruppe er tallene for kvinderne faldet fra 2007 til 2012, og selvmord er på intet tidspunkt den hyppigste dødsårsag.