Fortsæt til indhold
Indland
Artiklen opdateres

»Hvad bliver det næste?«

Nell Fruerlund er ryger, men ikke i arbejdstiden. Det forbyder Middelfart Kommune, hvor hun er ansat. Selv mener hun, at kommunen forsøger at styre de ansattes livsstil.

Anders Leonhard Jensen

Selv om askebægrene stadig står fremme på Plejecenteret Skovgade i Middelfart, må de ansatte ikke benytte dem. Fra og med 2014 er det nemlig bandlyst at tænde en cigaret i arbejdstiden, hvis man er ansat i Middelfart Kommune.

Nu er det rygeforbud, men hvad bliver det næste? Forbud mod at spise kage eller slik i arbejdstiden?
Nell Fruerlund, social- og sundhedshjælper

Nell Fruerlund, der er social- og sundhedshjælper på plejecentret, har været ryger i 40 år, men nu må hun undvære smøgerne i arbejdstiden, også selvom hun har pause eller opholder sig i den fri natur.

»Vi har absolut ingen mulighed for at ryge i løbet af en hel arbejdsdag, da vi ikke har selvbetalte pauser. Og mange af os medarbejdere på ældrecentrene føler, at kommunen forsøger at styre vores livsstil. Nu er det rygeforbud, men hvad bliver det næste? Forbud mod at spise kage eller slik i arbejdstiden?« siger den 52-årige Nell Fruerlund.

Foruden at være ansat på ældrecentret fungerer hun som tillidsrepræsentant for medarbejderne på to af kommunens seks ældrecentre, og hun kan tydeligt mærke, at det ikke er alle, der er tilfredse med kommunens totale rygeforbud.

»Jeg har selvfølgelig forståelse for, at der ikke skal være passiv rygning på arbejdspladsen, men når kommunen forbyder os at ryge, selvom vi er ude i den fri natur, er det på grænsen til et indgreb i vores personlige frihed. Den holdning står jeg ikke alene med blandt personalet,« siger hun.

Ansvar for sundheden

Trods kritik af rygeforbuddet fra både medarbejdere og fagforeninger, er stabschef i Middelfart Kommune Martin Albertsen overbevist om, at det nyligt indførte rygeforbud vil nyde stor opbakning blandt kommunens medarbejdere.

»Det er vigtigt, at kommunen som arbejdsplads sender et signal om, at vi tager ansvar for medarbejdernes sundhed. Meningen med dette totale rygeforbud i arbejdstiden er, at vi får flere til at stoppe med at ryge ved at skabe en røgfri kultur. Det er ikke en indgriben i de ansattes personlige frihed, men en hjælp til at forbedre sundheden på arbejdspladsen, og den holdning tror jeg også, medarbejderne deler,« siger Martin Albertsen.

Han mener desuden ikke, at kommunen overskrider dens ledelsesret, når de ansatte er forbudt at ryge i offentligt rum. Det er dog vurderet, at der ikke er juridisk belæg for et rygeforbud i selvbetalte pauser.