Yahya Hassan overfaldet på Hovedbanegården
Digteren Yahya Hassan blev mandag aften overfaldet på Hovedbanegården i København.
Digteren Yahya Hassan blev i aftes overfaldet på Hovedbanegården i København.
Det oplyser Københavns Politi til Jyllands-Posten.
Overfaldet skete kl. 18.40, da Yahya Hassan, som fulgte sin kæreste til toget, var ved at indløse en billet.
Tilbageholdt af DSB-folk
"Gerningmanden slog ham i hovedet bagfra flere gange med knyttet hånd, og råbte, at han var vantro og skulle dø," fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen.
Nogle DSB-ansatte kom hurtigt til stedet og tilbageholdt gerningsmanden, hvorefter politiet kunne anholde ham.
Der er tale om 24-årig mand med anden etnisk baggrund end dansk, han er sigtet for vold, og bliver tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Manden har ikke ønsket at udtale sig til politiet.
Opmærksomhed og trusler
Yahya Hassan kom ikke alvorligt til skade, oplyser politiet.
Han ønsker ikke at udtale sig til Jyllands-Posten, men bekræfter forløbet over for Politiken.
Hos hans forlag, Gyldendal, siger seniorredaktør Simon Pasternak til Ritzau, at det er "helt uacceptabelt, at Yahya er blevet overfaldet".
Den 18-årige fik stor opmærksomhed, da han udgav sin kontroversielle debut-digtsamling, "Yahya Hassan".
Her revser Hassan, som har palæstinensiske rødder, sine forældres generation for ikke at tage ansvar for at integrere deres børn i det danske samfund.
Digtene har solgt i hidtil uset omfang, men har også skaffet ham en del fjender på halsen.
Daglige dødstrusler
Yahya Hassan har tidligere fortalt til Jyllands-Posten, hvordan han dagligt får dødstrusler pga. sin kritiske ytringer.
"Muslimerne siger, at de nok skal finde mig. At de kommer efter mig. Men de kan bare komme alle sammen. Jeg giver ikke en skid for de tumper."
I oktober lød det fra forlaget Gyldendal, at PET var involveret i at sikre Yahya Hassan, men tjenestens kommunikationsrådgiver Lotte Holmstrup siger:
"PET udtaler sig aldrig om, hvorvidt vi er inde over beskyttelsen af enkeltpersoner."