Yahya Hassan: »Jeg er stadig den samme«

Digteren Yahya Hassan fra Aarhus V må leve med politi-eskorte og PET-vagter til sine oplæsninger.

Artiklens øverste billede
Flere hundrede mennesker var mødt op, da Yahya Hassan torsdag aften læste op fra sin digtsamling på Godsbanen. Foto : Charlotte de la Fuente

Mediernes spotlight har gennem længere tid skinnet stærkt på den 18-årige Yahya Hassan fra Aarhus V.

Hans kontroversielle og omdiskuterede debut-digtsamling, ”Yahya Hassan”, bliver revet væk i butikkerne. Trykt i et oplag på – i skrivende stund – 42.000.

Ikke kun danske, men også udenlandske medier, herunder den amerikanske avis The Wall Street Journal, har bragt stort anlagte interview med den unge digter med palæstinensiske rødder. Hassan revser sine forældres generation for ikke at tage ansvar for at integrere deres børn i det danske samfund.

Publikum strømmer til hans oplæsninger. Han skaber debat overalt, når han ytrer sig om sin opvækst i ghetto-miljøet i Trillegården i det vestlige Aarhus. Og for nylig måtte han eskorteres ud ad bagdøren, efter at »en hadefuld stemning« opstod, da han læste op på Ørestad Gymnasium i København.

»Det er nogle omstændigheder, der følger med,« konstaterede Yahya Hassan, før han gik på scenen i Aarhus i denne uge.

For første gang skulle han læse op i den hjemby, han giver et meget barsk portræt af i sine digte. En opvækst med tæsk, socialt bedrageri, hykleri og en »dem-os-stemning«

Dårlige folk alle steder

Politi- og PET-folk fulgte ham da også tæt i hans hjemby.

Flere hundrede mødte op for at se og lytte til Yahya Hassan

»Jeg føler mig ikke mere utryg her end alle mulige andre steder. Der er gode og dårlige mennesker alle vegne. For mig er der nok bare flere dårlige minder fra Aarhus, end der er gode. Men jeg forsøger egentlig bare at være mig selv. Jeg går stadig i min yndlingstrøje og har stadig mine lædersko på,« siger Yahya Hassan til journalisten, som havde fået et kort interview med digteren i et kontor på Godsbanen, inden han gik på scenen samme sted.

I løbet af de 10-15 minutter satte Yahya Hassan sig aldrig ned. Tværtimod gik han lidt frem og tilbage og rodede med sin taske indimellem.

Er du træt af at tale med journalister?

»Nej, jeg ved, det er en del af det. Men hvis du har stået i køen i supermarkedet og snakket med de første to, og det har været meget fint, så kan det godt være, at du ikke gider mere, når de andre også vil snakke,« siger digteren, der for nylig modtog Bogforums pris som årets debutant. Og tilhørende 50.000 kroner.

Han har hætten på sin trøje op over hovedet, og om halsen bærer han en halskæde med en træfigur.

»Den har jeg fået af min ven Hans Krull. Han har haft den med hjem fra Bali. Han er helt fantastisk. Det er et menneske, jeg holder meget af.«

Så er der trods alt noget positivt at komme tilbage til i Aarhus?

»Ja, helt sikkert. Det er ikke sort-hvidt. Min familie her i byen har jeg ikke meget kontakt med, men derfor er der stadig positive ting. Det handler ikke altid om blod, men om, hvem du har det godt med.«

»Men nu glæder jeg mig bare til at læse op her i byen og så komme hjem,« siger Yahya Hassan, der nu bor i København, hvor han i september begyndte på Forfatterskolen.

Digtsamlingen ”Yahya Hassan” er allerede solgt til både Norge og Sverige, hvor den formentlig skal udgives i løbet af foråret. Og rapperne Al og Kuku Agami skal oversætte digtsamlingen til engelsk. Så Yahya Hassan er formentlig ikke ude af mediernes søgelys foreløbig.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.