Akkari står alene
Den tidligere imam Ahmed Akkari står alene med sit holdningsskifte til Muhammed-tegningerne.
Det viser en gennemgang, som Jyllands-Posten har foretaget blandt en række personer, der som Akkari var imod Muhammed-tegningerne under debatten i 2005-2006.
Ingen af dem vil i dag gå ud og sige, at de støtter eller forstår Akkaris nye holdning til tegningerne.
Blandt andet fortæller forfatter Carsten Jensen, professor Eva Smith, debattør Rune Engelbreth og fhv. Grundfos-formand Niels Due Jensen, at de mener præcis det samme som dengang.
»Jeg mener stadigvæk, at det var helt unødigt og uklogt at publicere de Muhammed-tegninger, fordi det helt åbenbart sårede og stødte millioner af ganske almindelige muslimer,« siger Due Jensen og hæfter sig bl.a. ved øgede sikkerhedsudgifter og mistede eksportindtægter som følge af Muhammed-krisen.
Flere vil ikke diskutere sagen
En række andre debattører ønsker slet ikke at diskutere sagen i dag. Blandt andet vil fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og Arla-direktør Peter Tuborgh ikke udtale sig.
I alt er 12 navne blevet spurgt.
En er ikke vendt tilbage og en mener, at hans kritik dengang handlede mest om Fogh-regeringens håndtering af sagen. Ingen af de adspurgte siger, at de er gået bort fra deres oprindelige modstand mod at trykke tegningerne. Flere glæder sig dog over, at Akkari fortryder sin rundrejse i Mellemøsten.