Så meget er din ged værd, hvis ulven angriber
En midlertidig erstatningsordning skal sikre dyreejere, indtil forvaltningsplanen er klar.
Hvad enten vi vil det eller ej, er ulven vendt tilbage til den danske natur efter 199 års fravær. Det betyder, at danskerne igen skal dele land og natur med et af Europas største rovdyr, og ulven er allerede kommet på kant med sine nye naboer.
I februar mistede en midtjysk fåreavler små 20 får i en serie forskellige ulveangreb, og i marts besluttede miljøminister Ida Auken, at det var nødvendigt med en forvaltningsplan for ulve.
Jeg kan godt forstå, at folk er utrygge, for det er noget nyt at have ulv i Danmark. Men undersøgelser viser, at ulven ikke er interesseret i at opsøge mennesker. Den er bange og sky, så jeg tror ikke, at det bliver tilfældet.Pia Olsen Dyhr, fungerende miljøminister
Forvaltningsplanen vil imidlertid ikke være klar før tidligst til december, og derfor har Miljøministeriet nu præsenteret en foreløbig kompensationsordning, som skal sikre, at fåreavlere og landmænd med husdyr kan få kompensation, hvis de mister dyr på grund af et ulveangreb.
"Vi har allerede folk, der har fået deres får slået ihjel på grund af ulv. Vi er nødt til at finde en løsning på den korte bane, men på den lange bane skal vi have fundet en bedre løsning, for der kan jo komme flere ulve fra Tyskland eller andetsteds," siger fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr om den midlertidige ordning.
50 pct. ulveforvoldt skade
Kompensationsplanen tager højde for angreb på får, geder, kalve, føl og svin. Den kommer til at fungere således, at mere end 50 pct. af skaderne på det pågældende husdyr, skal være forvoldt af ulv, før der ydes kompensation til dyrets ejer.
Hvis en fåreavler opdager, at et eller flere af hans dyr er blevet dræbt af ulven, skal han kontakte Naturstyrelsen, som vil vurdere skaderne.
For at der kan udbetales erstatning, skal dyrene desuden have været beskyttet på en forsvarlig måde. Det vil sige, at dyrene skal have været hegnet på en måde, som normalt er nok til at sikre mod områdets andre rovdyr, og det er altså ikke nødvendigt med særlig ulvesikring af hegnene, for at være berettiget til erstatning.
Fast takst for dyr
Der vil blive udbetalt et fast beløb per dyr, uanset hvor stort eller lille dyret er. Kompensationen ydes for døde dyr, og dyr, der af må aflives på grund af fysiske skader.
Derudover er det ejeren af dyret der selv må stå for aflivning og destruktion af det døde dyr, og Pia Olsen Dyhr opfordrer berørte landmænd til at tage kontakt til Naturstyrelsen, hvis der opstår tvivlsspørgsmål i forbindelse med ordningen.
"Det er vigtig, at vi får skabt klarhed over, hvordan man skal forholde sig, hvis en ulv har været på rov i en fårefold eller indhegning for frilandsgrise. Den klarhed har vi nu med den midlertidige ordning, som administreres af Naturstyrelsen," siger Pia Olsen Dyhr.
| Individ | Pris | Destruktion | I alt |
|---|---|---|---|
| Lam/kid (får/ged) | 700 | 100 | 800 |
| Voksen får/ged | 1.000 | 200 | 1.200 |
| Ikke-produktionsdygtige individer (får/ged) | 300 | 100 | 400 |
| Ufødte lam/kid (får/ged) | 500 | 100 | 600 |
| Voksen gris | 800 | 200 | 1.000 |
| Pattegris | 100 | 100 | 200 |
Ikke risiko for angreb på mennesker
Ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, består 96 pct. af en ulvs føde af rådyr, dådyr, krondyr, vildsvin og mindre vildt som hare, fasan og gnavere. Det viser tal fra Tyskland, hvor man i en årrække har haft en ulvbestand, der tæller omkring 150 ulve.
Desuden afviser Pia Olsen Dyhr, at der er risiko for, at ulven kan finde på at gå til angreb på et menneske.
"Jeg kan godt forstå, at folk er utrygge, for det er noget nyt at have ulv i Danmark. Men undersøgelser viser, at ulven ikke er interesseret i at opsøge mennesker. Den er bange og sky, så jeg tror ikke, at det bliver tilfældet," siger Pia Olsen Dyhr.