Banedanmarks direktør træder tilbage
Banedanmarks adm. direktør Jesper Rasmussen forlader sin post med omgående virkning, "da han ikke længere i det samlede mediebillede føler, at han har den fornødne opbakning til sit arbejde i Banedanmark," som det hedder i en pressemeddelelse.
Banedanmarks bestyrelse har efter aftale med transport- og energiminister Flemming Hansen konstitueret direktør Henrik Hassenkam som adm. direktør i en overgangsfase, medens bestyrelsen eksternt søger efter en afløser for Jesper Rasmussen.
Samtidig konstitueres afdelingschef Per Jakobsen, Transport- og Energiministeriet, som midlertidigt medlem af direktionen.
Meldingen kom efter massive rygter om, at Jesper Rasmussen ville blive fyret i løbet af i dag. I sidste uge udtalte transportminister Flemming Hansen ellers, at der skulle "rulle tog, ikke hoveder", men regeringens faste støtteparti, Dansk Folkeparti, er blevet skarpere og skarpere i deres krav om, at der skulle ske fyringer i Banedanmark efter den seneste tids uro om tilstanden på det danske skinnenet.
Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var uden tvivl, da Banedanmark mindre end et døgn efter at have ophævet fartnedsættelserne mellem Århus og København beordrede nye nedsættelser, da der var blevet fundet nye fejl.
Minister: Nu skal der ro på i Banedanmark
Der skal skabes ro om Banedanmark og kigges fremad. Sådan lyder budskabet fra en særdeles fåmælt transportminister, Flemming Hansen (K), da han torsdag gennem en pressemeddelelse kommenterede Jesper Rasmussens opsigelse som administrerende direktør for Banedanmark.
- Jeg lægger vægt på, at der nu bliver skabt ro om virksomheden, og at vi kigger fremad. Det, tror jeg, Henrik Hassenkam med sin store erfaring kan bidrage til, skriver Flemming Hansen.
Han tager meddelelsen om opsigelsen til efterretning og fremhæver samtidig, at Jesper Rasmussen i sin tid som direktør har stået i spidsen for en nødvendig omstrukturering og effektivisering af Banedanmark.
- Men jeg har forståelse for beslutningen, skriver Flemming Hansen.
Venstre venter ingen forsinkelse af skinnearbejde
Opsigelsen fra Banedanmarks direktør, Jesper Rasmussen, kommer ikke til at forsinke arbejdet med at udbedre skinnenettet, venter Venstres trafikordfører, Gitte Lillelund Bech.
- Banedanmark har skullet levere en analyse den 1. september af, hvad der skal laves. Og jeg har en forventning om, at der forsat kommer til at foreligge en analyse, så kredsen bag trafikforliget skal tage stilling til, hvad der skal ske, siger Gitte Lillelund Bech.
Hun afviser at tage stilling til Jesper Rasmussens begrundelse for hans fratræden, skriver Ritzau.
R: Direktørudskiftning gør ingen forskel
Banedanmarks direktørafgang er efter De Radikales mening ingen løsning på problemerne med skinnenettet.
- Problemerne med det danske jernbanenet bliver hverken løst helt eller halvt ved, at vi udskifter nogle figurer i toppen. Det er et politiske problem at løse det, og det kræver stadig væk flere ressourcer og et langt, sejt træk. Der har været for meget fokus på personproblemer, og man kan godt få fornemmelsen af, at der lugter lidt af offerlam, siger den radikale trafikordfører, Martin Lidegaard.
Man kan frygte, at hele projektet med at udbedre skinnenettet sættes tilbage, siger han.
- Et skib i en orkan har ikke brug for at udskifte kaptajnen. På den anden side er det godt, at det så er erfarne kræfter, der kommer til, siger Martin Lidegaard.
jesper.hoberg@jp.dk