Luk de store og giv til de små
København er en god lille hovedstad, der måske er en forvokset landsby, men uden at her er landsbymentalitet, mener sangerinden Signe Svendsen, der er meget glad for sit nærmiljø på Vesterbro.
Der mangler bare bedre forhold for nye musikere, og så burde alle huspriserne sættes ned, så ægte byboer ikke bliver trængt ud af byen.
Hvor voksede du op?
»Nyborg på Fyn, hvor jeg boede, til jeg var 18 år. Jeg havde en meget normal opvækst, hvor vi flyttede fra kollektiv til kollektiv måske 10 gange, dog inden for Nyborg. Mine forældre blev skilt, da jeg var fire-fem år, og jeg boede sådan set hos dem begge. På den måde lå trygheden ikke så meget i de fysiske rammer som i de menneskelige, og jeg kan da godt se, at det måske ikke er det, folk forbinder med en normal opvækst, men sådan opfattede jeg den - der var ingen problemer.«
Hvorfor bor du på Vesterbro?
»Som 18-årig kom jeg på musikhøjskole, der mødte jeg en masse københavnere, og så jeg flyttede herover i februar 1994. Boede først i Sundbyvester, flyttede videre til Frederiksberg for at komme lidt nærmere alting og boede senere et halvt år i Vanløse. I 1998 flyttede jeg så til Vesterbro, fordi tre af mine gode venner boede her, og jeg ville gerne være i nærheden af dem. Det var også tættere på mine studier på musikkonservatoriet, men min mor var lidt skeptisk i starten - hun købte lejligheden til mig, så jeg kunne få lidt ro til mine studier.«
Drømmeboligen
Hvor ligger din drømmebolig?
»Det er et lille hus i Humleby, de er overskuelige med hensyn til rengøring, og så skal mine fire venner bo i nabohusene. Det er ikke særlig ideelt at bo på fjerde sal, når man en dag skal have børn, men noget i mig synes også, at jeg skal ud af byen den dag, det sker - så er det måske et lille hus ud til vandet i Dragør.«
Hvad er det bedste ved København?
»Det er så lille en storby, en overskuelig hovedstad. I New York f.eks. løber man aldrig ind i den samme to gange, men det gør man her, og når folk om sommeren kommer ud og sidder på alle cafeerne, er her helt fantastisk.«
Hvad er det værste?
»Lejlighederne er blevet for dyre. Det er svært for studerende at få råd til en lille hybel, det er jo nærmest umuligt, hvis man ikke skal bo i telt, og udviklingen går i den forkerte retning på det felt. Byfornyelsen er godt, men det, den har gjort ved priserne, er ikke godt. En børnefamilie kan have svært ved at få dækket deres udgifter, og på den måde bliver en klasse af mennesker, der hører til i byen, rykket ud.«
For meget taxa
Hvilket transportmiddel bruger du?
»Cykel - og i stigende grad taxa, desværre. I en kort periode var jeg udråbt til popprinsesse, og der lærte jeg, at det var det, man gjorde. Det er bare enorm dyrt, så mit nytårsforsæt er at skære ned på taxaerne, tage en kold tyrker.«
Har du nogensinde gjort noget forbudt i København?
»Jeg er engang brudt ind i Zoologisk Have og kigget på dyrene om natten. Det kom sig af, at min veninde havde fået hjernerystelse. Hun fik at vide at for at se, om det var væk, skulle hun enten dyrke en masse sex eller lave noget grænseoverskridende. Vi sad så nogle venner sammen en aften og besluttede os for at tage i zoo, så på bedste Olsenbande-manér sneg vi os ind og gik rundt og grinede. Vi blev ikke snuppet, men jeg havde vildt paranoia og kunne hele tiden høre en vagt.«
Hvordan tilbringer du bedst en fridag?
»Så går jeg rundt til mine små fikspunkter på Vesterbro som f.eks. Riccos, hvor jeg drikker en kop kaffe og læser min avis. Jeg kan så gå ned til min ostepusher, Allan, i Helges Ost og købe lidt flutes og ost, inden jeg går videre rundt og kigger på butikker. Måske spiser jeg frokost hjemme, går ned på mit vaskeri og ellers driver rundt i kvarteret.«
Det er derfor, du vil fotograferes på Istedgade?
»Ja. Det er det lokale miljø. Jeg kan f.eks. lige gå hen til Ricco og få en sludder om, at han har været to år om at få kørekort, der er Aspects tøjbutik, hvor jeg snakker med hende, der ejer den, og så er der Pegasus Vinbar, hvor jeg stort set boede det meste af sommeren - hele miljøet i Istedgade er godt - på godt og ondt. Jeg hører ikke til dem, der mener, at der ikke må være narkomaner ved Mariakirken, eller vil rydde op i kvarteret, kan man ikke lide forholdene, må man flytte et andet sted hen.«
Har du et grønt åndehul?
»Nej, det savner jeg virkelig. Der, hvor jeg bor, er der ikke nogen gård, til nød kan jeg bruge Enghave Parken, men ellers mangler åndehullerne på Vesterbro. Og nu er jeg blevet for doven til at cykle til Frederiksberg - eller Kongens Have.«
Er du kulturel?
»Jeg går i Grand og ser alle slags film, og så går jeg i Vega og hører koncerter. Der er virkelig god lyd, så det er et af mine stamsteder.«
Hvad ville du helt sikkert vise en turist?
»Holmen med alle de kreative skoler, der ligger derude - synergien, der er ved at samle kreativiteten på et sted - og så ellers en tur på Vesterbro.«
Ned med mastodonterne
Har du en favoritrestaurant?
»Der var engang et sted på Sundevedgade, der var helt fantastisk, men så fik de nye ejere og ændrede sig radikalt. Det var en slags fusionskøkken, og det mangler jeg lidt. Jeg har også været på "Tyven, kokken, hans kone og hans elsker", og det var et godt sted, men også dyrt, måske mangler Vesterbro et godt sted til rimelige priser.«
Er København en metropol eller forvokset landsby?
»En forvokset landsby, fordi jeg ser meget, at folk holder sig til deres nærmiljø, bruger det og lægger vægt på, at alt er der. Men landsbymentalitet er her dog ikke.«
Savner du noget ved byen?
»Måske et mere åbent musikmiljø, et spillested til dem, der endnu ikke har udgivet plader eller nået det store endnu. Et sted, der vil give folk en chance for at spille det, de kan lide, i et hyggeligt miljø. I New York oplevede jeg f.eks. Sing a Songwriter, hvor nye små navne kom og optrådte, og det mangler vi - bedre forhold for de ikke-etablerede.«
Overborgmester for en dag, hvad ville du ændre?
»Så ville jeg med et slag ændre huspriserne. Og så ville jeg lukke Fisketorvet og Frederiksbergcenteret - alle de store mastodont- indkøbssteder - og give alle pengene til de små specialforretninger. Og en masse spillestøtte til spillestederne.«
København med ét ord?
»Nærhed - ment som en søgen efter det, fordi jeg selv går rundt i nærmiljøet og forsøger at koge det ned til en landsby.«
Spørg guderne
Hvordan blev du nogen ved musikken?
»Jeg tog jo på rytmisk højskole i sin tid, fordi jeg i gymnasiet havde flirtet med musik og sang - jeg følte, at jeg måtte prøve det af. Det blev en meget positiv oplevelse, jeg fik en masse gode venner, der gav mig nemmere adgang til musikmiljøet i København, fordi de jo alle var musikere. Jeg spillede så en masse jobs med forskellige bands og kom så i 1997 ind på rytmisk musikkonservatorium. Mens jeg gik der, begyndte jeg at synge kor med bl.a. Aqua, vikarierede i Michael Carøes Las Vegas Show og sang i George Michael Jam - og der igennem opdagede Søren Poppe mig til sit fjollede projekt Rollo og King.«
Hvorfor Melodi Grand Prix?
»Jeg tror, at Søren hele tiden godt ville lave det, og de var i gang med at afprøve nogle sange, da jeg tilfældigvis kom forbi i studiet. Søren spurgte, om jeg ikke lige skulle prøve at synge et par linjer, og sådan kom jeg med. Pludselig stod jeg i Herning, og vi havde vundet - jeg skulle faktisk have været på skiferie i stedet, det var lidt syret.«
Hvad kom bagefter?
»Efter grandprix i Parken spillede vi så en sommertour, der gik helt vildt godt. Vi lavede plade nummer to og promoverede den, men så følte jeg, at jeg ville lave noget andet. Jeg ville gøre min uddannelse færdig, og det fik jeg gjort nu her inden jul, så nu er jeg konservatorieuddannet musiklærer.«
"Oraklerne"
Hvad skal der så ske?
»Jeg har netop lavet seks programmer til TV 2 Zulu, "Oraklerne", der handler om, hvordan folk, som er udsat for diverse dilemmaer, bruger den alternative rådgivning som hjælp. Og så skal jeg videre med min musik. I efteråret har jeg arbejdet med mit eget, som forhåbentlig i løbet af året munder ud i en plade. Jeg har ikke nogen faste mål, for det er der noget befriende i - tænk nu, hvis man aldrig nåede dem. Så jeg griber fat i det nære, min uddannelse kan bruges i mange sammenhænge, men lige nu er min musik det, jeg vil.
Hvor jeg vil hen med det hele, det må guderne vide.«