Fortsæt til indhold
Indland

Folketingets direktør fyret

Årelang og udbredt utilfredshed blandt de ansatte i Folketinget med ledelsesstilen er en væsentlig del af baggrunden for, at chefen for Folketingets administration, Ole Stig Andersen, onsdag blev fyret.

Beslutningen blev truffet af Folketingets udvalg for forretningsordenen på baggrund af en enig indstilling fra Folketingets præsidium. Og den var affødt af en henvendelse fra andet geled i Folketingets administrative hierarki - afdelingscheferne.

De sagde ifølge Ritzaus oplysninger fra over for chefen på grund af hans ledelsesstil. Stadig flere ansatte i Folketingets administration har klaget over, at såfremt de på en eller anden måde pådrog sig direktørens mishag, blev deres hverdag meget ubehagelig, fordi alt, hvad de herefter gjorde, ifølge direktøren var forkert og for dårligt.

En af dem, der fik denne ledelsesstil at mærke tidligt, var Erik Juul, der indtil oktober 1998 var vicedirektør i Folketinget med ansvar for bl.a. økonomi og edb og dermed Ole Stig Andersens nærmeste medarbejder.

"Jeg forlod Folketinget på grund af ham, fordi han modarbejdede alt, hvad jeg havde med at gøre, ud fra den betragtning, at hvis man ikke selv kan skabe succeser, kan man lave fiaskoer for andre."

"Han forsøgte at lokke mig til ting, som jeg ikke mener hører hjemme i Folketinget, og i det øjeblik, jeg sagde fra, faldt fars hammer. Jeg blev pillet ud som en, der ikke ville makke ret. Jeg var udset som offer, og det ønskede jeg ikke at blive. Derfor bad jeg mod alle mine planer om at få en rådighedsordning. Jeg har psykisk altid regnet mig selv for stabil, men jeg nåede frem til, at det kunne jeg ikke være sikker på, hvis jeg tog kampen op," siger Erik Juul til Ritzau.

Han tilføjer, at den behandling, han selv oplevede, var et klart mønster i Ole Stig Andersens ledelsesstil.

"Og det undrer mig, at der gik så lang tid, før afdelingscheferne sagde fra," siger Erik Juul.

Efter hvad det oplyses til Ritzau, er det tiltagende problemer i Folketingets administration som følge af de ansattes utryghed, der er baggrunden for, at Folketingets præsidium besluttede at fyre direktøren.

"Huset fungerer ikke, og det må vi simpelthen gøre noget ved," som det udtrykkes.

Den eneste i det daværende præsidium, der for fem år siden modsatte sig ansættelsen af Ole Stig Andersen, er SF's Margrete Auken, der stadig er medlem af præsidiet og derfor var med til fyringen. Hun vil ikke kommentere beslutningen, men siger, at hendes modvilje dengang skyldtes, at hun allerede dengang kunne se de træk i Ole Stig Andersens personlighed, der nu har udløst afskedigelsen.

Beslutningen er ikke uden omkostninger. Ole Stig Andersen er ansat som tjenestemand og berettiget til tre års løn plus pension. Derfor har præsidiet indgået et forlig med ham, der giver ham fire og et halvt års løn plus pension - i alt 6,2 mio. kr.

"Det her bliver dyrt," konstaterer Margrete Auken.

Folketingets præsidium drøfter på fredag, hvordan ansættelsen af en ny direktør skal gribes an. Indtil han eller hun er fundet, fungerer lederen af lov- og parlamentssekretariatet, folketingssekretær Jørgen Bang Jespersen, som direktør.

/ritzau/