Diplomater på afveje
HVAD er forskellen på en christianit og en udenlandsk diplomat i København? Ingen.
For ud over, at de sidstnævntes biler er lidt dyrere end de førstes, udviser de to ellers så forskellige grupper et vigtigt lighedspunkt: manglende respekt for de gældende regler om parkering af biler.
Christianitterne lider af dobbeltmoral og stiller de køretøjer, der ikke må køre i den bilfri "fristad", uden for dennes grænser - til gene for beboerne i Christianshavns smalle gader.
Da den slags forseelser trods alt er små sammenlignet med eksistensen af selve fænomenet Christiania, vil vi her først og fremmest anholde diplomaternes forseelser, der fik særligt eftertryk forleden, da Audi'erne, Mercedes'erne og flere biler af typen Volvo 960 ulovligt holdt parkeret ved Den Danske Bank i Holmens Kanal eller i sidegaderne nærved.
I alt 22 diplomatbiler holdt parkeret ulovligt, mens ambassadøren eller hans chauffør i tre tilfælde havde betalt parkeringsafgift. Når de uretfærdiges antal så eklatant overskyggede de retfærdiges, kender alle årsagen: Wiener-konventionen af 1961, der bygger på en internationalt gældende diplomatisk tradition, bestemmer, at diplomater skal kunne arbejde uforstyrret i de lande, de sendes til i embeds medfør, uden at "forstyrres" af lokale myndigheder.
Både diplomaterne og den ambassade, de mestendels arbejder på, er følgelig folkeretmæssigt ukrænkelige. Dette princip, der heldigvis kun krænkes i sjældne tilfælde, kan dog fornuftigvis ikke siges at gælde her.
Intet forhindrer de udenlandske repræsentanter i at betale parkeringsafgift eller overholde gældende fartgrænser, et område, hvor der også sker - gratis - overtrædelser af gældende dansk lov.
Her må der strammes op ved fornuftige forhandlinger med repræsentationerne i København. En begyndelse er allerede gjort, idet den tyske ambassade meddeler, at ubetalte parkeringsbøder vil blive betalt snart, ligesom det er blevet indskærpet ambassadens personale, at også diplomater har pligt til at betale parkeringsbøder.
Selvfølgelig. Nu venter vi på lignende fornuftige reaktioner fra andre lande med diplomatbiler.