Hjerteforeningen vil forbyde slik og snacks særlige steder i supermarkederne: »Vi har ikke et frit valg«
Du gik måske ind for at købe mælk og toiletpapir, men pludselig lå der også en chokoladebar i kurven. Nu skal det være slut med de hovedløse valg, mener Hjerteforeningen.
Tallene taler deres eget dystre sprog.
Danmark er det EU-land, hvor flest får kræft. Samtidig er hjerte-kar-sygdomme den næsthyppigste dødsårsag.
Alligevel viser en rapport fra DTU, at vi spiser mere slik og mindre frugt. For meget kød og for få grøntsager. Derfor er det på tide at finde det tunge skyts frem, mener Hjerteforeningen.
Tiden kalder på et forbud, lyder det.