Hvem er ”rigtigt stressede”? Arbejdsgivere og eksperter er uenige om grænsen
Danskere er ikke så stressede, som de går og tror, lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening i en ny rapport. Konklusionerne i den skal man tage med forbehold, mener eksperter.
Hvor mange danskere er egentlig stressede – sådan rigtigt stressede?
I en rapport fremlægger Dansk Arbejdsgiverforening (DA), at andelen af danskere med et højt stressniveau er lavere, end vi måske går og tror.
Men rapportens konklusioner kan være vildledende, vurderer en af landets førende stresseksperter.
DA’s rapport når frem til, at 6 pct. af lønmodtagerne har et højt stressniveau. Det er væsentligt færre end de 26,2 pct., der fremgår af Den Nationale Sundhedsprofil udarbejdet af Syddansk Universitet fra 2025. Forskellen på de to procentsatser skyldes, at DA og Sundhedsprofilen sætter grænsen for et højt stressniveau forskelligt. For mens DA mener, man har et højt stressniveau, når behandling er nødvendig, så sætter Den Nationale Sundhedsprofil grænsen for et højt stressniveau, når der er »anledning til bekymring«.
For bliver vi ikke bedre til at skelne mellem niveauerne af stress, frygter interesseorganisationen, at en stor gruppe mennesker bliver sygeliggjort, mens de, der har behandlingskrævende stress, bliver negligeret.
Men stress er en kompleks størrelse, og derfor er det bekymrende, at DA-rapporten kun fokuserer på de stressramte, der har brug for behandling. Det siger Bo Netterstrøm, der er speciallæge i samfunds- og arbejdsmedicin og forfatter til en række bøger om stress:
»At sige at stress ikke er så udbredt, som man tror, er en sandhed med modifikationer. Stress er bekymrende allerede inden, at den kræver en intervention. Er man først nået til det punkt, kan det føre til alvorlig sygdom.«
Han er bekymret for, at DA vil forsøge at nedtone en stor del af de lønmodtagere, der er stressede, hvis man kun opgør tallet efter, hvor mange der er behandlingskrævende:
»Det eneste, man kan bruge rapporten til, er at sige, at 6 pct. har behandlingskrævende stress,« siger han.
Majken Matzau, der er erhvervspsykolog med 25 års erfaring inden for stressområdet, har længe undret sig over, at danske målinger viser, at helt op mod 26 pct. af lønmodtagerne har et højt stressniveau. For det er slet ikke det niveau, hun genkender fra sit virke. Dog er hun uenig med DA i, at vi kun skal tale om de behandlingskrævende 6 pct. stressramte som de ”rigtigt stressede”:
»Hvis man ikke sætter ind før, at sygemeldingerne kommer, vil der komme flere sygemeldinger,« siger hun.
Fra Dansk Arbejdsgiverforening lyder det, at en stor gruppe mennesker, der egentlig ikke er stressede, men bare har travlt, risikerer at blive sygeliggjort, hvis vi taler om dem som stressede. Majken Matzau ryster på hovedet.
»At man får stress af at tale om stress, er en klassisk ansvarsfralæggelse. Jeg synes, at man er nødt til at se på, hvad det er, vi ønsker. Vi ønsker jo at skabe virksomheder, der er så veldrevne, at medarbejderne ikke bliver sygemeldt,« siger hun.
Hun fortæller, at stress udvikler sig lineært, og at man er nødt til at sætte ind, før det bliver alvorligt. De første faresignaler er uro og spændinger i kroppen, mens man får sværere ved at koncentrere sig eller sove om natten. Her skal man foretage interventioner, mener erhvervspsykologen.
Arbejde den eneste årsag?
En anden pointe, DA kommer med i stressrapporten, er, at vi skal se på stress mere holistisk. DA-direktør Mina Bernardini mener, at arbejdspladsen hurtigt bliver udpeget som den eneste synder, når det kommer til stress, men i virkeligheden kan stress også blive udløst af forhold uden for arbejdspladsen.
Det er Bo Netterstrøm enig i:
»Det er min erfaring, at der tit og ofte er folk, der kommer til mig og siger, at de er stressede over deres arbejde. Når vi så går lidt i dybden, er der også alle mulige problemer derhjemme,« siger overlægen.
Ifølge ham, er stress ofte en kombination af flere ting. Oftest er det dog arbejdet, man ender med at skære ned på, fordi mistrivslen også påvirker en kl. 8-16:
»Der er jo livsbegivenheder, du ikke bare kan gøre noget ved. Du kan skifte arbejde eller få en anden jobfunktion, så du ikke er så stresset. Men din skilsmisse, din dårlige økonomi eller dit syge barn kan du ikke lige fikse. Men der, hvor man kan tage fat om nælden og gøre noget, er jo især på arbejdspladsen,« siger Bo Netterstrøm.
I sit arbejdsliv har Majken Matzau mødt mange, der har været stressede. Selvom hun møder mange årsager til sygdommen, er arbejdspladsen oftest den primære, siger hun. Derfor mener hun, at det bør være i arbejdsgiverens interesse at finde en løsning, hvis medarbejderen udviser stresssymptomer. Det er nemlig dyrt for både den enkelte, arbejdspladsen og samfundet, når en medarbejder sygemeldes med stress. Ansvaret ligger hos virksomheden, siger hun:
»Det handler altid om ledelse i virksomhederne. For uanset om folk får stress i arbejdslivet, eller om de får det i privatlivet, skal man jo stadigvæk lede sin virksomhed på en måde, der er bæredygtig,« siger hun.
DA anerkender, at arbejdspladsen har et ansvar for at finde løsninger, og understreger, at det er i dens interesse at forebygge og undgå stresssygemeldinger. Ifølge Mina Bernardini kan arbejdet spille en vigtig rolle i, at man kan vende hurtigere tilbage til hverdagen:
»Vi kan jo se, at arbejdspladsen også kan være en støtte i nogle af de rigtig svære livsbegivenheder. F.eks. hvis dine børn ikke trives, eller hvis din ægtefælle er syg, kan kollegaerne fra arbejdspladsen også være noget af det, der holder dig oppe. Det er for unuanceret at sige, at det kun er arbejdet, der er årsagen, og at løsningen må være, at man skal arbejde mindre. Det er ikke sikkert, det er det klogeste,« siger direktøren for DA.