»Syge kælling« og »hjernedøde so«. Circle K har fået markant flere sager med grove kunder, der overfuser kædens ansatte
Ifølge kæden er der tale om et generelt problem for detailbranchen, men de indrapporterede sager viser også, at de mest udsatte Circle K-stationer ligger i Aarhus-området og på Københavns Vestegn.
»Syge kælling«, »hjernedøde so« og »fuck jer«.
Det er bare nogle af de ord, som er sagt til Circle K’s medarbejdere.
Det skriver kæden af tankstationer i en pressemeddelelse.
For tonen over for butiksansatte i Danmark bliver fortsat grovere, og hos Circle K er antallet af indberettede sager om chikane og uacceptabel kundeadfærd steget markant det seneste år. Den negative udvikling fortsætter på trods af gentagne indsatser og fælles kampagner i detailbranchen.
Og de indrapporterede sager viser, at de mest udsatte Circle K-stationer ligger i Aarhus-området og på Københavns Vestegn, skriver Circle K.
I 2025 blev der indberettet 343 sager om chikane i Circle K’s danske butikker. Det er en stigning fra 289 sager i 2024, svarende til næsten 20 procent på blot ét år.
En udfordring i detailbranchen
Chikane mod butiksansatte er ikke et isoleret problem for Circle K, men en udfordring, som store dele af detailbranchen i Danmark oplever.
Circle K deltager derfor hvert år også i en fælles kampagne med HK Handel og resten af detailbranchen for at sætte fokus på den gode tone, respekt og tryghed på arbejdspladsen.
Samtidig har Circle K gennem flere år arbejdet målrettet med interne indsatser som konfliktnedtrappende træning, kurser for medarbejdere og ledere samt implementering af lydoptagelse i særligt udsatte butikker.
»Vi gør meget for at klæde vores medarbejdere på til svære situationer, men ansvaret for en ordentlig tone går begge veje. Ingen skal finde sig i at blive talt grimt til, truet eller ydmyget på deres arbejde,« siger Marion Grønbæk Weis.
Derfor lancerer Circle K nu for fjerde år i træk en landsdækkende kampagne for at fremme den gode tone i kædens 205 butikker.
Årets kampagne har titlen ”Dit smil, det smitter” og løber fra 26. januar til 1. februar.
Og som noget nyt belønnes kunder, der udviser god opførsel og en respektfuld tone. Kunder får mulighed for at deltage i en konkurrence, hvor der trækkes 20 vindere af 1.000 kroner hver.
»Langt de fleste af vores kunder er heldigvis venlige og ordentlige, og det vil vi gerne anerkende. Med årets kampagne ønsker vi både at sige tak til dem, og samtidig minde om, at den gode tone gør en reel forskel for de mennesker, der står bag disken,« siger Marion Grønbæk Weis.