Fylder sommeren stadig for meget? Sådan pakker du den ned
Vakuumposer er en effektiv løsning, når sommerdyner, havehynder og sommertøj skal pakkes væk for vinteren. Men du skal huske særligt én ting, inden de puttes i poser, siger hygiejneekspert.
Hjemme hos mig ligger det hele klar i sirlige bunker. De lette fiberdyner, sommertøjet, havehynderne, badehåndklæderne.
For det er på denne tid af året, at der skal byttes rundt på sommer og vinter, så træls det end kan lyde. Noget skal ind i et skab, andet ud af huset, og frem skal i stedet alt det varme.
Mange gange har jeg forsøgt at mase flere dyner, end rimeligt er, ind i et skab. Jeg har lagt badehåndklæderne nederst i bunken af håndklæder i et ynkeligt håb om, at de måske fylder lidt mindre der. Og jeg har omhyggeligt lagt sommerkjoler, som jeg så heller ikke nåede at få på den sommer, sammen og op på øverste hylde. Ude af øje, ude af sind.
Nu har jeg skiftet strategi.
Jeg har investeret i vakuumposer – en økonomisk overkommelig opgave – så jeg kan lægge sommertingene i poser, som jeg derefter med støvsugeren suger luften ud af. Her er tre tip, inden du kaster dig over at pakke sommeren i vakuum.
1. Skriv på posen
Resultatet af at sætte støvsugeren til posen er en hård, flad pakke, som man kan lægge i sit skab, i et pulterrum eller i kælderen, fordi det ligger der og hverken tager fugt, lugt eller støv til sig.
Det er på samme måde, jeg opbevarer gæstedyner – ind i en pose, ud med luften, ned i sengetøjsskuffen. Der kan der nu være fire i stedet for to. Samtidig skriver jeg på poserne, hvad der er i – dyner har det med at se ens ud, når de bliver presset helt sammen.
Man kan også bruge helt almindelige plastiksække, det virker bare lettere at lukke posen med en lynlås og sætte støvsugeren til posens luftventil.
Hynder og tæpper fra havestolene får samme tur og er pludselig meget lettere at finde plads til.
2. Rent og tørt. Meget tørt
Det er enkelt, men det er vigtigt at forberede sig på at pakke sommeren ned, siger hygiejneeksperten Michael René, lektor i fødevarevidenskab og fagekspert inden for rengøring, rengøringskemi og hygiejne.
»Tøjet bliver ikke rent af at blive pakket ned. Derfor er det en god idé at vaske eller rense det, inden du pakker det hele ned. Det samme gælder dyner – som minimum skal du lufte dem grundigt, inden du pakker det ned,« siger han.
»Hvis du har en dyne, der lugter rigtig meget, kan du både vaske den og lufte den. Og meget vigtigt: Alt, hvad du vakuumpakker, skal være knastørt, inden du pakker det sammen. Altså virkelig, virkelig tørt. Det skal man ikke gå på kompromis med, fordi man bliver utålmodig og vil have arbejdet overstået. Bare lidt fugt kan give skimmelsvamp, og så er både tøjet og dynen lige til skraldespanden.«
Hygiejneekspert, som han er, vil han dog starte skiftet mellem årstiderne et andet sted.
»Du kan med fordel lave en status på det, du har i dine skabe, så når du alligevel tager det hele ud, giver det god mening lige at få vasket hylderne af, ikke?« siger han.
»Jeg anbefaler, at man ved samme lejlighed kigger sit tøj igennem, så man kan give det, man ikke har brugt, videre til et bedre formål. Jeg bytter rundt på placeringen af mit tøj – det, jeg skal til at bruge nu, skal ligge forrest og på hylder, der er inden for rækkevidde.«
3. Pas på med dundynen
Det er dog ikke alt, man uden videre skal suge luften helt ud af.
»Dundyner og dunjakker er jo dejligt luftige som udgangspunkt. Hvis de bliver vakuumpakket, kan man ryste dem, men de bliver ikke så fluffy, som da de var nye. Det koster lidt på luftigheden. Det sker også ved vask. Men hvis en jakke trænger til at blive vasket, skal den jo vaskes. Det bliver den ikke dårligere af, kun renere, men tjek vaskeanvisningen først,« siger hygiejneeksperten.
»Har du pladsen, ville jeg selv overveje at opbevare en relativt ny, dyr dunjakke eller dundyne i en åndbar stofpose, men det er også en mulighed at lægge dem i en vakuumpose og lade være med at suge al luften ud, så den ikke bliver helt komprimeret.«