Fortsæt til indhold
Indland

Henrik Sass Larsen havde to uger til at anke – her er hans beslutning

Henrik Sass Larsen har ikke anket sin dom. Han er idømt fire måneders fængselsstraf.

Henrik Sass Larsen anker ikke sin dom til landsretten. Det oplyser hans forsvarer, Berit Ernst, i en sms til Jyllands-Posten.

»Vi har valgt ikke at anke dommen. Jeg kan desværre ikke komme med yderligere kommentarer,« skriver hun.

Ifølge Ritzau har heller ikke Statsadvokaten i København valgt at anke.

Den tidligere socialdemokratiske topminister blev idømt fire måneders ubetinget fængsel i Københavns Byret.

Det var en enig domsmandsret, der 1. september kom frem til afgørelsen.

Henrik Sass Larsen blev dømt for besiddelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn. Han har besiddet flere end 6.200 billeder og 2.200 videoer, hvor der bl.a. har været materiale i den groveste kategori.

Henrik Sass Larsen gik efter at blive frifundet i sagen.

Han har forklaret, at han kiggede på materialet som led i en efterforskning.

Ifølge hans forklaring fik han i 2018 en mail med et link til en video. Den viste ifølge Sass ham selv som barn blive voldtaget af en mand. Siden fik han et nyt link med et andet overgreb, har han forklaret.

Henrik Sass Larsen har påstået, at han indledte en søgning, fordi han ville opklare, hvem der var gerningsmændene, og det var derfor, han var i besiddelse af overgrebsmaterialet.

Den forklaring troede retten ikke på.

I sagen var Henrik Sass Larsen også tiltalt for at have en barnedukke med et seksuelt formål for øje. Det blev han frifundet for.

Henrik Sass Larsen har været formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe fra 2015 til 2019. Forinden var han fra 2013 til 2015 erhvervs- og vækstminister.