Hundredvis har henvendt sig om »larven fra helvede« – men der er gode tider på vej
»Larven fra helvede« er blevet konstateret flere steder på Fyn og i Horsens, og skadedyrsbekæmpere gør, hvad de kan, for at holde bestanden nede.
Mens de fleste har været på sommerferie, har indboksen arbejdet på højtryk hos Rentokil.
Virksomheden, der arbejder med at bekæmpe skadedyr i hele landet, har kastet sig ind i kampen mod »larven fra helvede«, som i foråret så ud til at sprede sig flere steder i Danmark.
Mellem 100 og 200 henvendelser er tikket ind fra primært privatpersoner fra alle kroge af landet med billeder af larver, der kunne ligne den berygtede »larve fra helvede«, som er blevet konstateret flere steder på Fyn og i Horsens.
Men, betrygger Claus Schultz, teknisk chef hos Rentokils skadedyrskontrol, larven er ikke blevet fundet andre steder endnu.
»Der er jo 20.000-30.000 insektarter i Danmark, så der er mange forvekslingsmuligheder,« siger han.
Men det er godt, at folk er opmærksomme, understreger han og opfordrer fortsat folk til at kontakte skadedyrsbekæmpere med billeder, hvis de er i tvivl.
Et godt pejlemærke er, om den er fundet i et egetræ, forklarer Claus Schultz. »Larven fra helvede« har nemlig også et borgerligt navn – egeprocessionsspinderen – netop fordi den i langt de fleste tilfælde slår sig ned i egetræer.
Aliasset har den fået, fordi den kan være enormt ubehagelig at komme i kontakt med. Dens tusindvis af små hår på kroppen, kaldet brandhår, kan give kløe, udslæt og luftvejsproblemer.
Odense var den første kommune, hvor egeprocessionsspinderen blev fundet hen over vinteren 2024-25. Siden blev den spottet i Kerteminde-området og i Horsens.
Mod bedre tider
De, der frygter larven, kan se frem til nogle rolige måneder. De sidste larver vil i løbet af den kommende måned forvandle sig til en form for natsværmere, og på dette stadie er de ikke farlige.
»Så lige nu går vi ind i det allersidste bekæmpelsesstadium for denne gang,« siger Claus Schultz.
Er planen at få dem helt udryddet, eller er det umuligt?
»Intet er umuligt. Men vi kan godt indstille os på, at det er en lang proces, og vi kommer til at se de her larver i flere år endnu,« siger han og forklarer, at larveæggene, som ligger i træerne over vinteren, kan være svære at opdage, da de er meget små og ligner barken på de træer, de ligger i.
»Vi har måder at bekæmpe dem på i alle stadier, både som æg og larver, så vi står klar igen i foråret, hvor de kommer frem omkring april og maj. Men vi har godt nok fjernet mange i år, så jeg tror, at vi har fået reduceret bestanden,« siger Claus Schultz.