Debat om DR-dokumentar vil påvirke valget i Grønland, viser måling
En tredjedel af grønlænderne siger i en ny måling, at debatten om "Orsugiak – Grønlands hvide guld" har indflydelse på, hvordan de vil stemme ved det kommende parlamentsvalg.
Tirsdag den 11. marts er der valg i Grønland, og ifølge en ny meningsmåling har en meget omdiskuteret DR-dokumentar påvirket mange vælgere.
36 pct. af de adspurgte i målingen, som er foretaget af analyseinstituttet Verian for det grønlandske medie Sermitsiaq, siger, at debatten om dokumentaren ”Orsugiak – Grønlands hvide guld” har haft indflydelse på, hvor de vil sætte deres kryds på valgdagen.
Signe Ravn-Højgaard er medstifter og direktør i Tænketanken Digital Infrastruktur. Hun har beskæftiget sig indgående med påvirkningskampagner og er ikke overrasket.
Hun siger til Sermitsiaq, at debatten om dokumentaren har fyldt meget i valgkampen og har været præget af stærke følelser og frustration.
»Det efterfølgende forløb med DR’s afpublicering af dokumentaren og udgivelse af satiren ”Tæt på sandheden” har skabt yderligere frustrationer. Det er derfor ikke overraskende, at en stor del af respondenterne svarer, at debatten om filmen påvirker, hvordan de vil stemme,« siger hun.
Dokumentaren fortæller om udvindingen af kryolit fra en grønlandsk mine og om de mange penge, der endte i Danmark og var med til at finansiere det danske velfærdssystem.
Brugen af tallet 400 mia. kr. har medført masser af kritik fra økonomer og politikere, der mener, at dokumentaren er »misvisende« og »vildledende«.
I Danmark ser De Konservatives politiske ordfører, Frederik Bloch Münster, på den nye måling med stor alvor. Han kalder ”Grønlands hvide guld” skandalen, der bliver ved med at give.
»Efter dokumentaren var der meget debat om, hvorvidt den ville få betydning for valget. Nu har vi det sort på hvidt: Ja, dokumentaren har indflydelse på, hvor vælgerne i Grønland vil sætte deres kryds.. Det er meget kritisabelt,« siger han.
»Den dokumentar skulle aldrig have været bragt. Men skaden er sket, og skaden bliver ved med at ske, fordi debatten om dokumentaren lever videre i Grønland,« siger han.
Målingen viser ikke, hvilken betydning debatten om dokumentaren har haft for, hvor de 36 pct. vil stemme ...
»Det kan man ikke vide, men ser man dokumentaren og tror på den, vil man nok være mindre tilbøjelig til at kunne lide Danmark, og jeg har bange anelser om, hvad det kommer til at betyde for valgresultatet,« siger Frederik Bloch Münster.
Meningsmålingen er foretaget af Verian for Sermitsiaq i perioden 27. februar til 4. marts 2025. Den er baseret på en webmåling udsendt via sms til borgere i Grønland, der har tilmeldt sig et survey-panel. 726 borgere over 18 år har svaret på målingen. Den statistiske usikkerhed er på 1,8-3 procentpoint.