Ny forskning om Golfstrømmens kollaps: Derfor skal du tage katastrofer alvorligt, men ikke være bange
Supervulkaner, coronavirus, iskolde temperaturer og asteroider med kurs mod Jorden. Der er nok at være bange for. Men giver det mening overhovedet at tænke på Jordens undergang?
En varm havstrøm kollapser og forårsager iskolde temperaturer i Danmark.
En 90 meter lang asteroide har kurs direkte mod Jorden, hvor den kan lave katastrofale skader.
Flere højeksplosive vulkaner rumler, og den næste gigantiske eksplosion vil slå millioner af mennesker ihjel.
En ny livsfarlig virus truer med at sprede sig.
Der er nok af farer at forholde sig til i vores verden. Hvad enten katastrofen kan ramme på et splitsekund – eller opbygges over mange år, kan det skabe ekstrem angst. Men kan det overhovedet betale sig at lade frygten tage over — som individ eller som samfund?
»Menneskene har altid forestillet sig, at verden var ved at styrte sammen om ørerne på dem, men nej, selvfølgelig kan det ikke betale sig at lade frygten tage over. Det, som katastrofeforskningen har lært os over de sidste 50 år, er, at det i mindre grad handler om, hvad der rammer os, og i meget højere grad om, hvordan vi formår at gøre noget,« siger Kristian Lauta.
Han er prorektor på Københavns Universitet og har skrevet bogen ”Katastrofer og hvad de kan lære os om os selv”.
Iskoldt i Danmark
Ny forskning om de varme havstrømme i Atlanterhavet har igen i denne uge bidraget til debatten om, hvorvidt Danmark er på vej mod iskolde tilstande.
Det drejer sig om det mulige kollaps af havstrømmene kaldet AMOC, herunder Golfstrømmen, der transporterer varmt vand fra troperne op til den nordlige halvkugle. Dansk og hollandsk forskning har tidligere vist, at de inden for få årtier kan kollapse som følge af afsmeltningen fra især den grønlandske indlandsis. Det kan medføre, at vi herhjemme kan få et klima som Alaskas.
Andre forskere har erklæret sig helt uenige. Deres synspunkter fik i den forløbne uge ny ammunition, da et britisk studie blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.
»Vi finder, at AMOC med stor sandsynlighed vil svækkes under global opvarmning, men det er usandsynligt, at den kollapser i dette århundrede,« sagde artiklens hovedforfatter, Dr. Jonathan Baker fra det britiske Met Office ifølge avisen The Guardian.
Hvis AMOC kollapser, får det katastrofale konsekvenser for andre end danskerne. Regnen, som milliarder af mennesker i Indien, Sydamerika og Vestafrika er afhængige af i forhold til fødevaresikkerhed, vil blive forstyrret. Storme kan blive voldsommere. Havniveauet langs Nordamerikas østkyst vil stige.
For Kristian Lauta er det ikke overraskende, at der er en videnskabelig uenighed om AMOC. For ham er de selvskabte klimaforandringer noget af det allersværeste at håndtere.
»Vi roder med et system, der er så delikat, at selv de allerdygtigste mennesker, der har brugt hele deres liv på at studere de her systemer, ikke kan blive præcist enige om, hvad effekterne er. Og hvis der er noget, mennesker er dårlige til at håndtere, så er det, når noget er uforudsigeligt,« siger han.
Kurs mod Jorden
Ude i rummet findes andre potentielle katastrofer. Men de kan måske være lettere at håndtere.
For fire uger siden kom meldingen om, at asteroiden 2024 YR4 kunne ramme Jorden den 22. december 2032. Sandsynligheden var 1,3 pct., og en kollision kunne forårsage katastrofale skader på en byskala.
Line Drube, astrofysiker ved DTU Space, forklarede til Jyllands-Posten, at en kollision med Jorden kunne påvirke klimaet, men at Jorden ikke ville gå under.
Siden steg risikoen til 2,3 pct., inden alarmen tirsdag igen blev nærmest afblæst. Risikoen for at ramme Jorden blev nedjusteret af Nasa til 0,004 pct. Nu stod Månen dog i skudlinjen.
Mens det enkelte menneske måske kan blive unødvendigt skræmt af udsigten til at få så stor en sten ”i hovedet”, illustrerer eksemplet, at menneskeheden ikke er uforberedt mod en katastrofe som denne. Og i fremtiden får vi mulighed for at være det i endnu højere grad.
I dag er det muligt at sende et rumfartøj ind i en asteroide og slå den ud af kurs. Det er allerede blevet afprøvet af Nasa i 2022.
Derfor er asteroiden også et eksempel på, hvordan mennesket er i stand til at håndtere selv de mest vilde katastrofer, hvis man er i stand til at samarbejde i stedet for at strides. Så en asteroide på vej mod Jorden kan tjene til inspiration.
»Der findes jo nogle meget fine teknologiske bud på, hvordan man kan få en asteroide til at ændre kurs. En asteroide kunne være anledningen til at kigge anderledes på vores samfund, og hvordan vi træffer de politiske beslutninger. Den kunne give os mulighed for at tænke og arbejde sammen på en anden måde,« siger Kristian Lauta.
Truslen fra vulkanerne
Supervulkaner med enorme magmakamre er en af de allerstørste trusler mod menneskeheden.
Vulkanudbrud kategoriseres på en VEI-skala fra 1-8, og heldigvis sker et udbrud i kategori 8 meget sjældent. Senest for 74.000 år siden, da vulkanen Toba i Indonesien eksploderede.
Det fik den seneste istid til at kulminere. Én teori går ud på, at menneskeheden blev reduceret til mellem 10.000 og 30.000 individer.
I Yellowstone i USA har supervulkanen et såkaldt rastløst krater. Det samme har supervulkanen Campi Flegrei, der ligger nær den italienske by Napoli. Forskere beskrev i 2023, hvordan betingelserne for et nyt udbrud i denne vulkan var blevet mere gunstige.
Mindre vulkanudbrud kan være alvorlige nok. Siden år 1.000 har der været to udbrud i kategorien 7. Selv disse udbrud er så voldsomme, at de forårsager klimaforandringer samt død og ødelæggelse på store dele af Jorden.
Det seneste skete i 1815, da Tambora i Indonesien eksploderede. Det kunne høres 1.750 km væk, og 100.000 mennesker døde, fremgår det af vulkaneksperten.dk. Det efterfølgende år – 1816 – blev kaldt for ”Året uden sommer”.
I 2018 opfordrede flere vulkaneksperter i en artikel i tidsskriftet Geosphere regeringer og virksomheder til at tænke fremadrettet og overveje, hvordan en VEI 7-eksplosion ville påvirke dem, og hvordan effekterne ville sprede sig til hele Jorden. Dels fordi mange millioner mennesker bor tæt på vulkanerne i ikke mindst Indonesien og Filippinerne. Og dels fordi voldsomme vulkanudbrud kan udløse krige og destabilisere økonomier verden rundt.
Det mener Kristian Lauta også er relevant for et land som Danmark. Han forklarer, at hvis man skalerer Tamboras eksplosion ind i nutidens samfund, så kan man forestille sig et globalt fødevaresammenbrud med gigantiske konsekvenser:
»Hvis jeg boede i Vestervig i Thy, ville jeg ikke gå rundt i hverdagen og tænke på, om en supervulkan kunne sprænge i luften. Men hvis jeg var Mette Frederiksen eller sad i Europa-Kommissionen, så giver det mening at tænke over det. Helt konkret f.eks. i forhold til, hvordan vi får skabt en varieret fødevareproduktion.«
Kan covid komme igen?
For nylig blev det i Berlingske fremført, at der er en betydelig risiko for, at der kommer en pandemi på størrelse med covid-19 – eller endnu større – inden for en 10-årig periode. Det kunne være en variant af fugleinfluenza, en ny coronavirus eller en helt tredje smitsom virus.
Det mener bl.a. også Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, er et realistisk scenarie. Derfor er det vigtigt at have planer klar, blev det anført.
Kristian Lauta mener, at der er en lære at tage med sig fra tiden med covid-19. At de områder på kloden, der er mest oplyste og velfungerende, klarer sig bedst. Polariserede samfund med mistillid klarer sig modsat dårligere.
»Vi ved, at dem, der har tillid til deres nabo og bor i stærke samfund med institutioner, de stoler på, har gode værdier og sørger for at passe på hinanden, også er dem, der klarer sig godt i kriser. Det bedste katastrofeberedskab, et samfund kan udvikle, er at sørge for, at folk er søde ved hinanden hver eneste dag.«