Tendensen fortsætter: Endnu en gang falder antallet af nyfødte i Grønland
Der fødes rekordfå børn i Grønland. Til gengæld rykker en anden befolkningsgruppe talstærkt ind på verdens største ø.
Grønlandske kvinder føder stadig færre børn.
Faktisk så få, at fødselstallet i Grønland igen i 2024 satte rekord som det laveste siden Anden Verdenskrig, konstaterer Grønlands Statistik i sin årlige befolkningsoversigt.
Den foreløbige opgørelse af årets fødsler viser, at blot 684 børn blev født i Grønland i 2024, fremgår det. Det er 32 færre end i 2023. Samlet set faldt det grønlandske befolkningstal med 157 personer i løbet af 2024. Udviklingen er problematisk, mener ekspert i postkolonialisme og oprindelige folk Nauja Bianco.
»Grønland er i gang med at opbygge en nation, og hvis man vil det, skal der ressourcer til. I det lys er det problematisk, når antallet af nyfødte fortsætter med at falde,« siger Nauja Bianco, som bl.a. er tidligere direktør i Det Grønlandske Hus i Odense og tidligere ambassadesekretær på Grønlands selvstyres repræsentation i Bruxelles.
I dag er hun selvstændig konsulent med speciale i arktiske anliggender, og hun har et bud på, hvorfor fødselstallet falder i Grønland.
»Det er den samme udvikling som i mange i andre lande. Moderniseringen giver lavere fødselstal, hvor mange har en mere individualistisk levemåde. Inuit (fællesbetegnelse for den oprindelige befolkning i bl.a. Grønland og det nordligste Canada, red.) er ellers ret kollektivistisk anlagt, men det ses ikke længere i fødselstallet,« fortæller Nauja Bianco, som kalder udviklingen en »udfordring«.
»Det er sårbart. På sigt kan det give udfordringer i forhold til at kunne sikre den nødvendige andel af veluddannede, som kan overtage højtuddannede stillinger i bl.a. Grønlands centraladministration. Alt andet lige bliver det vanskeligere, jo færre man er,« siger Nauja Bianco fra en telefon i Nuuk, hvor hun selv er født og opvokset.
Den nye opgørelse fra Grønlands Statistik viser, at der pr. 1. januar 2025 boede 56.542 personer i Grønland. Antallet af danske statsborgere faldt med 349, mens andelen af borgere over 60 år steg med 434 personer til samlet 10.175 i løbet af sidste år. Udvandringen fra Grønland er samtidig knap 500 personer større end indvandringen, viser tallene. Årsagen har Nauja Bianco et bud på.
»Velfærdssystemet i Grønland fungerer ikke helt hensigtsmæssigt. Sundhedssystemet har det eksempelvis vanskeligt, og vi oplever flere og flere velfærdssygdomme blandt borgerne som kræft og hjertekarsygdomme. Det er ikke altid, at det kan behandles i Grønland, og mange flytter til Danmark for at få hjælp,« siger hun og kommer med et bud på, hvordan den grønlandske regering kan få befolkningstallet til at vokse igen.
»Man skal sørge for at få børnehaverne, skolerne og sundhedsvæsenet til at fungere. Hvis forældre er bekymrede for deres børns fremtid, er det lettere at flytte,« siger Nauja Bianco.
Flere fra Asien
På et område vokser befolkningen i Grønland eksplosivt. I 2016 var der 423 med asiatisk statsborgerskab i Grønland. Den 1. januar i år var antallet 1.770, hvilket er en stigning på 253 på et år.
»Det er primært filippinere og thailændere, som har ry for at være hårdtarbejdende mennesker, der primært arbejder i servicefagene. De tager job i bl.a. turistbranchen, hvor der er brug for medarbejdere til bl.a. rengøring,« siger Nauja Bianco, som oplever, at asiater er efterspurgt arbejdskraft i Grønland.
De nye tal viser også udviklingen i antallet af borgere i Grønland fra Amerika. I 2018 boede 67 fra Amerika i Grønland. Nu er tallet 106.
Den nye statistik viser også, at den kraftige stigning i indbyggertallet i hovedstaden, Nuuk, er bremset op i løbet af 2024, hvor stigningen er opgjort til 31 personer. 19.903 borgere – svarende til 35,2 pct. af landets befolkning – bor nu i Nuuk.
Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den grønlandske børneminister, Aqqaluaq B. Egede (IA), om det faldende fødselstal.