Radius sænker prisen: 325 mio. kr. i besparelse for elkunder
1 mio. kunder i Radius’ forsyningsområde kan se frem til lavere elpriser fra den 1. december.
Elkunderne i visse dele af landet kan se frem til en lavere elregning, når julekæder og julelys skal tændes inden længe.
Den 1. december sænker elnetselskabet Radius prisen for transport af strøm gennem elnettet.
Og det vil altså lune i pengepungen for 1 mio. kunder i Radius’ forsyningsområde, som dækker København, Nordsjælland og dele af Midtsjælland.
Kunderne kan se frem til fald på deres samlede elregning på mere end 325 mio. kr. årligt. Det svarer til en prisnedsættelse på ca. 15 pct. af regningen til eldistribution, oplyser Radius i en pressemeddelelse.
Helt konkret kan en typisk lejlighedskunde opleve et prisfald på ca. 150 kr. om året, mens en gennemsnitlig parcelhuskunde kan se frem til et dyk på ca. 250 kr.
F.eks. er prisen på tariffer for privatkunder i Radius 128,78 øre/kWh inkl. moms i perioder med spidslast. Denne falder pr. 1. december til 109,85 øre/kWh. Begge tal er priser i vinterhalvåret.
Det betyder, at tarifferne næsten er halveret, siden de toppede i februar 2023. Og det gør Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Radius, glad:
»Prisnedsættelsen er blandt andet et udtryk for, at vi nu har fået betalt regningen fra energikrisen, og de enorme prisudsving er kommet godt på afstand. Der er kommet mere ro på elmarkedet, renten stiger ikke mere, og inflationen er kommet ned på et meget lavere niveau,« siger hun i meddelelsen.
Hun opfordrer fortsat kunderne til gode energivaner - selvom, det bliver billigere at være elkunde i Radius-området.
Er du i tvivl om, hvordan din elregning er sat sammen? Så kan du blive klogere ved at læse nedenstående historier: