Fortsæt til indhold
Indland

Dreng med dansk statsborgerskab er blevet evakueret fra fangelejr i Syrien

Otteårig dreng kommer til Danmark fra Syrien sammen med sin mor.

En otteårig dreng med dansk statsborgerskab blev torsdag evakueret til Danmark fra al Roj-lejren i Syrien sammen med sin mor.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Den 27-årige mor blev ved ankomsten til Københavns Lufthavn anholdt og sigtet for overtrædelse af flere terrorbestemmelser i straffeloven. Hun bliver fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Drengen er overdraget til de sociale myndigheder.

»Anholdelsen skete uden dramatik, og vores betjente har anholdt og sigtet kvinden, hvorefter hun blev kørt til Aarhus. Nu pågår der en efterforskning af sagen, som formentligt kommer til at tage lidt tid,« udtaler vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.

Drengen og moren har været tilbageholdt i al-Roj og al-Hol-lejrene siden 2019.

I 2020 fik moren frataget sit danske statsborgerskab på grund af sine aktiviteter i Syrien. Drengen, der aldrig har været i Danmark, er tidligere blevet tilbudt evakuering uden sin mor, men det er blevet afvist.

I august i år fastslog Højesteret, at det er imod menneskerettighederne ikke at evakuere både moren og drengen.

Kvinden rejste i 2014 til Syrien som 16-årig sammen med sin tvillingesøster. Her blev de begge gift med medlemmer af Islamisk Stat, og de blev senere kendt som ”terrortvillingerne” i britiske medier.

Tvillingerne blev født i 1998 af somaliske forældre i Aarhus. Her boede de i forstaden Hasle. Men da pigerne var seks år flyttede familien ifølge DR til England.

Herfra er deres liv detaljeret beskrevet i en rapport kaldet ”Till Martyrdom Do Us Part”, som det engelske Institute for Strategic Dialogue udgav i 2015. Ifølge familiens omgangskreds var de to tvillinger godt integrerede i skolen, vellidt blandt deres jævnaldrende og meget intelligente.

Pigernes storebror blev i 2018 ved Retten i Aarhus idømt tre års fængsel for at have rejst til Somalia og støttet den militante gruppe al-Shabaab. Forinden – i 2013 – forlod han Storbritannien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Året efter fulgte de to pigerne efter.

Den anden tvillingesøster har indtil nu også siddet fanget i Syrien, og hendes skæbne er endnu uvist. Foreningen Repatriate the Children kæmper også for at få hende evakueret til Danmark.