Fortsæt til indhold
Indland

De blev kendt som ”terrortvillingerne”. Advokat vil have dem begge til Danmark

Knud Foldschack repræsenterer den otteårige dreng, som i forrige uge fik Højesterets ord for, at han har ret til at komme til Danmark med sin mor. Nu argumenterer Foldschack for, at drengens moster skal med.

Den otteårige dreng med dansk statsborgerskab, der sidder i Al-Roj-lejren i Syrien, har ret til at blive hentet til Danmark med sin mor.

Det afgjorde Højesteret i forrige uge.

Morens danske statsborgerskab blev ophævet, da hun rejste til Syrien i 2014. Hun og hendes søster er blevet kendt som ”terrortvillingerne”, fordi de tilsluttede sig Islamisk Stats kalifat og blev gift med to IS-krigere.

Knud Foldschack er advokat og formand for foreningen Repatriate The Children.

Han repræsenterer drengen og mener, at også hans moster bør hentes til Danmark, fordi det tjener den otteåriges tarv bedst.

Derfor har Knud Foldschack rettet ønske om netop det til Udenrigsministeriet. Jyllands-Posten har spurgt ham hvorfor.

Svarer til en moderrolle

Grundlæggende mener Knud Foldschack, at »den humanitære virkelighed bør vinde over den kolde jura« i denne sag.

For selvom drengen ikke har et juridisk krav på at få sin moster med til Danmark, som tilfældet er med hans mor, så mener Knud Foldschack, at det ville være en »varm og rigtig afgørelse« at evakuere hende sammen med dem.

Det fortæller han i tirsdagens afsnit af podcasten ”Hvis du vil vide mere”.

Mosteren har nemlig haft en rolle overfor drengen, som svarer til en moderolle, forklarer Foldschack.

De tre har boet sammen i et telt på 16 kvadratmeter, og da drengen var spæd har mosteren sågar ammet ham, fordi moderen var såret af et bombeangreb.

Knud Foldschack repræsenterer som nævnt den otteårige dreng og har derfor til opgave at tage vare på hans interesser.

Han mener, at det er rimeligt at imødekomme drengens behov på grund af de svære vilkår han har levet under i årevis i fangelejren i Syrien.

»Vi har at gøre med en otteårig dansk dreng, der har siddet uberettiget i en lejr og lidt. Og så har vi to tvillingesøstre, der har været hans primære omsorgspersoner. Psykologer og læger siger, at de burde komme med hjem, hvis man skal tjene drengens interesser,« siger Knud Foldschack.

»Man bør gøre alt, hvad man kan«

Hverken moren eller mosteren har dansk statsborgerskab.

De to tvillingesøstre var 16 år, da de rejste til Syrien.

Knud Foldschack henviser til, at begge kvinder har ytret ønske om at komme til Danmark. »De vil gerne angre« og »tage deres straf,« lyder det fra advokaten.

Han kan godt forstå, at sagen er politisk sprængfarlig, men mener ikke, at det giver mening at holde drengen ansvarlig for sin mors handlinger.

»Drengen har lidt så meget, at man bør gøre alt, hvad man kan for at imødekomme hans behov.«

Knud Foldschack har ikke noget bud på, hvor realistisk det er, at Udenrigsministeriet evakuerer mosteren sammen med drengen og hans mor.