Fortsæt til indhold
Indland

Molslinjen måtte undvige russisk krigsskib i Kattegat

Et russisk krigsskib i dansk farvand kom fredag formiddag så tæt på, at Molslinjen ikke tog nogen chancer.

En hurtigfærge fra Moljslinjen måtte fredag formiddag undvige et russisk krigsskib, som sejlede gennem dansk farvand på tværs af Molslinjens rute.

Molslinjen var på vej fra Sjællands Odde til Aarhus, da den lavede en 360-graders vending rundt om sig selv for at undgå at komme for tæt på det russiske krigsskib. Hurtigfærgen kom sejlede i høj fart, hvilket vil sige godt 37 knob – svarende til ca. 68 km/t.

»Vores kaptajn er opmærksom på skibstrafikken i området og forsøger at få kontakt til det russiske skib, men han kan ikke kalde det op på radioen,« fortæller Molslinjens kommunikationschef Jesper Maack.

Derfor valgte kaptajnen at følge normal sikkerhedsprocedure og foretog undvigemanøvren på sikker afstand af krigsskibet. Jesper Maack understreger, at episoden foregik udramatisk, og at ingen passagerer kom noget til undervejs.

Det er uklart, hvor tæt på hinanden de to fartøjer kom.

Forsvarets Operationscenter bekræfter episoden.

»Jeg har forstået det sådan, at Molslinjen har forsøgt at kalde russeren op, men han svarer ikke. Og så var Molslinjen nødt til at lave en 360-graders vending,« siger vagthavende officer Mikael Svendsen.

Susanne Wulff Svendsen var passager om bord på Molslinjen og oplevede altså undvigemanøvren på første række. Hun optog denne video, da det russiske skib var på vej væk:

Susanne Wulff Svendsen fortæller, at hurtigfærgen begyndte at dreje kraftigt omkring 20-30 minutter inde i sejlturen, hvilket undrede passagererne. Kort efter meddelte kaptajnen over højtalerne, at det unormale sving skyldtes det russiske krigsskib, som ikke overholdt søfartsreglerne.

»Han sagde, at Molslinjen ikke tog nogen chancer, og derfor var vi drejet af,« siger Susanne Wulff Svendsen til Jyllands-Posten.

Hun bekræfter, at episoden foregik udramatisk. Alligevel er hun fortørnet over, at et russisk krigsskib tilsyneladende ikke følger søfartsreglerne i dansk hav.

Krigsskib fra sovjettiden

Billeder, som Jyllands-Posten har fået tilsendt, viser, at krigsskibet tilhørte Neustrashimy-klassen, som er en klasse af store fregatter, der oprindeligt blev bygget til den sovjetiske flåde. Flere af skibene gør stadig tjeneste i Ruslands baltiske flåde.

Fregatten blev fulgt at et dansk patruljefartøj, som det er normalt praksis, når fremmede krigsskibe sejler gennem danske farvande.

Den slags gennemsejlinger er ikke unormal i Storebælt, når russiske orlogsskibe skal til- eller fra de russiske flådebaser i Østersøen. I følge de internationale søfartsregler har krigsskibene fri passage, så længer de holder kurs og fart. Og hvis der er tale om ubåde, skal de sejle udykket.

I 2017 sejlede den gigantiske, russiske atomubåd af Typhoon-klassen, Dmitrij Donskoj, under Storebæltsbroen sammen med slagkrydseren "Pyotr Velikiy" (Peter Den Store). Arkivfoto: Jakob Jørgensen

Ifølge Jepser Maack fra Molslinjen er der ingen tvivl om, at det var det russiske krigsskib, som skulle dreje af i situationen. Men det skete altså ikke. Episoden er nu indrapporteret til Søfartsstyrelsen, fortæller han.

Krigsskibet er dog allerede over alle bjerge. Det fortsatte fredag nordpå gennem Kattegat.