Pensioneret orlogskaptajn advarede alle, inden "Iver Huitfeldt" sejlede imod faren. De lyttede ikke, og derfra blev det kun værre
Fregatten "Iver Huitfeldts" kaptajn har fortalt Forsvarets top om alvorlige våbenproblemer, da hans skib i marts skulle forsvare sig mod droner i Det Røde Hav. Oplysningerne nåede bare aldrig videre til Forsvarsministeren eller offentligheden, og det vækker nu furore. Imens er en pensioneret orlogskaptajns advarsel for anden gang dukket op til overfladen.
Skibschefen måtte have vidst det. Det samme gælder Danmarks øverste admiral, Henrik Ryberg. Og ikke mindst forsvarschef Flemming Lentfer.
Ellers så advarede pensioneret orlogskaptajn Vermund Søgaard-Sørensen i hvert fald dem og alle andre i en kronik i Jyllands-Posten den 6. februar, da han gik til angreb på beslutningen om at sende fregatten ”Iver Huitfeldt” på mission mod Houthi-bevægelsens angreb i Rødehavet.