Fregat-mission kan ende i en katastrofe – og det vil være vores egen skyld

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den danske fregat ”Iver Huitfeldt” er sendt til Det Røde Hav for angiveligt at kunne beskytte den civile skibstrafik mod den yemenitiske Houthi-terrorbevægelse, der i forbindelse med Gazakonflikten og støttet af Iran angriber civile skibe, der passerer Bab-El-Mandeb-strædet, der er indsejlingen til Det Røde Hav.

Fregatten er dårligt forberedt, idet den mangler missilsystemer, der vil være i stand til at forsvare sig selv mod visse missiler, som terrorbevægelsen ligger inde med og ganske beredvilligt vil sende i retning af et hvilket som helst krigsskib, der i beskyttelsesøjemed vil være til stede i farvandet omkring Yemen. Andre nationer, herunder ikke mindst USA, vil være til stede med enheder, der ”kan det hele”, men den danske regering vil vise ”flaget” for enhver pris, på trods af at Danmark med et særdeles dysfunktionelt forsvar slet ikke råder over enheder, der umiddelbart og meget hurtigt kan indgå i en sådan flådestyrke.

Personelsituationen i Forsvaret er håbløs og ikke mindst i Søværnet, der mangler op til 25 pct. af sine besætningsmedlemmer. Fregattens besætning er dermed et ”skrabsammen” alle steder fra for at holde den sejlende. Hvorvidt den er operativ ud fra en træningsmæssig vurdering, vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved. Et krigsskib er fuldt operativ, når det har sin fulde udrustning, hvor alle systemer virker 100 pct., og besætningen er trænet i en grad, der gør enheden til en fast sammentømret enhed.

Det kan ikke være tilfældet her, for beslutningen er taget med så kort varsel, at der ikke levnes tid til en fyldestgørende forberedelse.

Normalt, når man sender et krigsskib til et konflikt- eller krigsområde, lader man enheden gennemgå en eller anden form for intenst øvelses- og træningsforløb med massiv træning i alle aspekter med afprøvning og tjek af systemer samt besætningens færdigheder, der afslutningsvis danner et samlet billede af den enkelte enheds operative status.

Det kræver lang forberedelsestid at klargøre en fregat i fredstidsrutine til deltagelse i en krigsoperation. Man kunne selv opstille et øvelses- og træningsforløb af nogle ugers varighed, hvilket der ikke har været tid til, for tiden har været knap og primært anvendt til at få skrabet en funktionsdygtig besætning på benene. Det hele er foregået over stok og sten, og det er navnlig det, som er kritisabelt. Man kan undervejs til operationsområdet øve sig og træne i mange procedurer, men det er ikke det samme som at indgå i et specifikt øvelsesoplæg.

Fregatten er pålagt en såkaldt ”defensiv rolle” og skal dermed ikke deltage i direkte angreb inde i Yemen, men den vil alt andet lige blive betragtet som en trussel og aggressor fra fjendens side på lige fod med andre tilstedeværende krigsskibe.

Det er politisk naivitet fra dansk side, hvis man tror, at ordet ”defensiv” vil gøre nogen forskel eller kan sammenlignes med korvetten ”Olfert Fischer”s deltagelse i Golfkrigen i 1989, hvor den netop ikke blev indsat i selve krigszonen, men holdt uden for og havde en patruljeopgave. For denne gang bliver fregatten altså sendt i krig.

Livet om bord er hårdt, fordi fregatten, når den er på mission, sejler i en beredskabsgrad ”klart skib”, der betyder, at alle besætningsmedlemmer er på post, hvilket på døgnbasis vil betyde en arbejdstid for den enkelte på mellem 12 og 18 timer.

Det kan man ikke i en uendelighed, så derfor vil den blive trukket ud af krigszonen med mellemrum for at hvile, men det er et hårdt liv fysisk, og hertil kommer så den stressfaktor, der ligger i, at fregatten ikke kan beskytte sig selv mod et indkommende missil.

Terrorbevægelsen vil betragte alle ”grå” skibe i farvandet omkring Yemen som fjendtlige, og de vil blive bekæmpet efter bedste evne – og husk på, at bevægelsen er støttet af Iran, der beredvilligt forsyner houthierne ubegrænset med alle slags våben, herunder ikke mindst ballistiske missiler, som fregatten står ”nøgen” overfor. Det vil vække storpolitisk opsigt, såfremt det skulle lykkes at tilintetgøre et krigsskib, for det må være almindeligt kendt, at Danmark kun kan bidrage med en stækket fregat i discountudgave, fordi Danmark på forsvarsområdet er kendt for at ville det hele, men kun investerer det halve.

Regeringen har oplyst, at fregatten, da den ikke har alle våbensystemer til rådighed, skal være under ”paraply” af anden eller andre tilstedeværende krigsenheder. Med andre ord, så kan den altså ikke operere alene, men skal altid være beskyttet af et andet krigsskib, og den vil derfor ikke være i stand til alene at kunne eskortere et civilt skib gennem strædet, der i udstrækning svare til Storebælt med Yemen på den ene bred. Spørgsmålet er, om ikke den danske fregat er mere til besvær, end godt er, når den hele tiden skal beskyttes af en anden enhed?

Man er ganske tæt på fjenden, idet afstandene er små, og farvandet snævert, så det giver korte reaktionstider. Det hele gør missionen til lidt af et vovestykke. Jeg forstår derfor ikke, hvorfor Forsvarets ledelse ikke i højere grad forholder sig kritisk til opgaven, men det er, som om man her ikke vil indrømme over for politikerne, at tingene ikke er så optimale, som de burde være.

Man bøjer sig i misforstået loyalitet for at behage dem, og så kan politikerne føre sig frem i forsøget på at dække over et katastrofalt mangelfuldt dansk forsvar. Kritikken udefra træder selvfølgelig noget i baggrunden, for nu gør man fra dansk side trods alt noget.

At sende fregatten afsted under de nuværende forhold er i højere grad et spørgsmål om politisk prestige end forpligtelsen, der ligger i, at Danmark råder over den sjettestørste handelsflåde i verden, hvorfor vi bør være til stede, men den kan kun ”holde ud” i to måneder, og hvad så? Den vil jo ikke blive afløst af søsterfregatten, for al saft og kraft er lige nu presset ud af det danske Søværn, der ikke formår at kunne stille noget som helst yderligere lige med det samme. Den danske orlogsflåde er reduceret til en skygge af sig selv gennem besparelser og reduktioner af enhver art.

Vi har en regering, der lider af det, som jeg vil kalde ”behagesyge”, for man er ved at snuble over egne ben for at komme først, når det gælder om at vise sig frem og vise, hvor beredvillige vi er, og hvor meget vi kan, når det gælder en international opgave. Man udviser fra regeringens side en sygelig trang for anerkendelse og lefler især for USA for at bevise, at vi i grunden kan mere, end vi reelt kan.

Det er ynkeligt, når man tænker på, hvor udslidt vores forsvar og i dette tilfælde Søværnet er.

Hjemme i Korsør går livet videre, men nu har man måske kun to besætninger til rådighed for de fire resterende fregatter. Enhver kan jo se, at der i den grad drives rovdrift på personellet, hvilket kun vil medføre en yderligere masseflugt væk fra Forsvaret, der i forvejen lider stærkt herunder.

Jeg er ked af at sige det, og jeg er også ked af at gøre familier og pårørende til besætningen urolige, men jeg ville ikke føle mig tryg, hvis jeg var en del af besætningen, for fregatten er ikke tilstillet de ressourcer, der er nødvendige for en vellykket mission – det er baseret på en god portion held. Den er simpelthen ikke klargjort til krig.

Skulle ulykken ske – og må Gud forbyde dette – at fregatten skulle blive angrebet og ramt af missiler, som den ikke kan bekæmpe, og liv og lemmer dermed går tabt, så vil der ikke være tilstrækkeligt med håndvaske på Christiansborg – ej heller i Forsvarskommandoen.