Patientforening kræver strakshenvisning og gratis fodbehandling for at forhindre amputation af ben, fødder og tæer
I fjor oplevede mere end 600 diabetespatienter at blive amputeret for første gang. Det tal skal bankes kraftigt ned, mener patientforening, som kræver en bestemt ordning indført.
Det nederste af benet – eller måske hele benet.
For to år siden rullede den såkaldte amputationssag, hvor det kom frem, at flere patienter havde fået foretaget en benamputation, selv om den muligvis kunne været undgået. Sagen fik hospitaler, kommuner og praktiserende læger til at gennemgå procedurer og satse på at forebygge amputationer ved at gribe tidligere ind over for bl.a. fodsår.
Nu viser en opgørelse, som Diabetesforeningen står bag, at der fortsat er ca. 600 diabetespatienter om året, som bliver førstegangsamputeret. Det får foreningen til at kræve en særlig ordning indført over hele landet.