Michael Aastrup Jensen ny formand for Udenrigspolitisk Nævn
Venstre-profilen overtager posten fra Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, der har valgt at trække sig.
Han har aldrig lagt skjul på, at udenrigspolitikken er hans hjertebarn.
Nu når Michael Aastrup Jensen endnu en milepæl i sin politiske karriere. Han er netop blevet valgt som ny formand for Udenrigspolitisk Nævn, efter den tidligere formand og Radikale Venstre politiske leder, Martin Lidegaard, har valgt at trække sig fra posten.
Det har nævnet besluttet onsdag morgen.
»Der er ingen tvivl om, at det er en ren drømmepost for mig, for nævnet er et af de absolut vigtigste udvalg overhovedet, og hvor vores opgave er direkte nævnt i grundloven. Jeg ser meget frem til arbejdet med fortsat fokus på Ukraine, forsyningssikkerheden, de stigende trusler mod Danmark og de mange mange andre vigtige emner, som vi arbejder med,« skriver Michael Aastrup Jensen på sin egen Facebook-side.
Til JP Randers fortæller Michael Aastrup Jensen videre:
»Udenrigspolitikken har været mit hjertebarn siden jeg var 14 år gammel og begyndte at interessere mig for politik, og det er virkeligt et særligt sted, jeg kommer til at lede nu.«
Posten betyder dog også, at Michael Aastrup Jensen kommer til at få en del rejseaktiviteter i udlandet som ambassadør, hvilket kommer til at gå udover hans lokale arbejde i Østjylland. Noget, som han har tænkt meget over, og som betyder, at han nu går i gang med at ansætte en medarbejder, der udelukkende skal fokusere på at holde ham opdateret på, hvad der sker lokalt i Østjylland og Randers:
»Selvfølgelig er det noget, jeg har tænkt meget over. Det lokale ligger mit hjerte meget nært, så det er noget, jeg har tænkt en del på. Men jeg har tænkt mig at gøre mit for, at jeg fortsat har fingeren på pulsen, og det er også derfor, jeg nu går i gang med at ansætte en medarbejder, der skal hjælpe mig med det,« forklarer han.
Som formand for Udenrigspolitisk Nævn bliver det Michael Aastrup Jensens fornemmeste opgave at rådgive regeringen i udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Grundloven forpligter nemlig regeringen til at rådføre sig med nævnet, inden den træffer beslutninger om sager af større udenrigspolitisk rækkevidde.
Dermed kommer Michael Aastrup Jensen til at indgå et i et stærkt samarbejde med forsvarsminister og partifælle Jakob Ellemann-Jensen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som Venstre-manden for Randers tidligere har haft politiske uenigheder med.
Michael Aastrup Jensen har endnu ikke fået uddelt et nyt ordførerskab ovenpå folketingsvalget i november, men har tidligere udtalt til JP Randers, at han håber på at blive valgt som udenrigsordfører for partiet. En post, der virker umiddelbar taget hans position i Udenrigspolitisk Nævn i betragtning.
Ordførerskaberne for Venstres folketingsgruppe bliver offentliggjort umiddelbart efter et gruppemøde torsdag, skriver Michael Aastrup Jensen videre på sin Facebook.