Fortsæt til indhold
Indland

Hizb ut-Tahrir opfordrer igen muslimer til ikke at stemme

Den islamiske organisation mener, at det er imod Islam at stemme ved det kommende folketingsvalg. »Jeg ville ønske, vi kunne trylle dem langt væk,« siger ordfører for De Konservative.

En ting er, som det plejer i årets valgkamp.

Hizb ut-Tharir opfordrer igen i år muslimer til ikke at stemme ved det kommende folketingsvalg. På foreningens hjemmeside kan man finde en løbeseddel med overskriften:

»Kære muslimer – Det kriseramte demokrati strider imod jeres Islam. Tag ikke del i det ubetydelige valgritual!«.

Løbesedlen er ifølge Jyllands-Postens oplysninger som minimum omdelt i boligkvarteret Rosenhøj i Aarhus og i boligkvarteret Vapnågard i Helsingør.

Her skriver organisationen bl.a.:

»Demokratiet som idé og styreform er i grundlæggende modstrid mod Islam. Derfor må demokratiet ikke adopteres som samfundsmodel eller gøres til referenceramme for muslimer. Om man vil det eller ej, er valgdeltagelsen en tillidserklæring til det sekulære politiske system. En blåstempling af det falske ideal om adskillelsen mellem ”religion” og politik, som man aldrig kan gå ind for eller støtte som muslim.«

»Gå ned og stem«

Hizb ut-Tahrirs prædiken om ikke at deltage i demokratiet vækker kritik på Christiansborg.

»Det understreger de problemer, vi har med organisationer som Hizb ut-Tahrir, der på ingen måde hører hjemme i Danmark. Jeg ville ønske, vi kunne trylle dem langt væk,« siger Markus Knuth, integrationsordfører hos De Konservative.

»Alt, hvad de står for, deres kvindesyn, deres syn på demokrati, deres syn på om danskere skal leve efter sharia-lovgivning eller dansk lovgivning, viser sit grimme ansigt om og om igen. Men det kommer ikke som den store overraskelse.«

Også politisk ordfører hos De Radikale Andreas Steenberg erklærer sig dybt uenig i organisationens synspunkter.

»Jeg er glad for, vi har et demokrati. Man skal huske på, hvor mange mennesker, der har kæmpet for demokratiet gennem historien og lige nu i Ukraine. Det er ærgerligt, at de opfordrer muslimske medborgere til ikke at stemme. Alle uanset herkomst skulle tage at gå ned og stemme. Hvis man ikke er med til at bestemme, er der nogle andre, der gør det for en,« siger han.

Han mener dog ikke, at synspunktet er udbredt blandt de danske muslimer.

»Heldigvis er Hizb ut-Tahrir ikke repræsentativt for det muslimske mindretal i Danmark. Rigtig mange går ned og stemmer,« siger han.

Bør sådan en organisation eksistere i Danmark?

»Det bedste, man kan gøre for at bekæmpe den slags synspunkter, er at tage sit valgkort og gå ned og stemme. Vi har gennem danmarkshistorien både haft nazister, kommunister og anarkister. Nu har vi så nogle, der mener, det er imod islam at stemme. Heldigvis går langt de fleste ned og stemmer,« siger Andreas Steenberg.

Morten Dahlin, indfødsretsordfører hos Venstre, mener også, at det er »fuldstændig uacceptabelt«.

»Hvis de har så meget imod det danske samfund, skal de måske finde et andet sted at være. Der er masser af ikke-demokratiske lande i verden, så kan de købe en enkeltbillet dertil. Har de ikke råd, skal jeg nok betale. Det er en forfærdelig organisation, som efter min mening kun gør skade på samfundet, på ikke-muslimer og på muslimer, og derfor er det så vigtigt, at vi tager afstand. Vi bliver nødt til at have en hård kurs over for den slags islamisk ekstremisme,« siger han og peger på, at organisationen ikke kan forbydes, fordi grundloven beskytter foreningsfriheden i Danmark.

Jyllands-Posten har forsøgt at få en kommentar fra Hizb ut-Tahrir, men de er ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.