Smitteopsporing skærer en tredjedel af medarbejderne fra
Danmark er et gunstigt sted i pandemien. Derfor bliver der nedskaleret for bemandingen i smitteopsporingen.
Der er brug for færre hænder i smitteopsporingen, fordi coronavirus ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom.
Derfor bliver en tredjedel af de ansatte, som blandt andet har ringet ud til smittede og givet vejledning, opsagt.
Konkret er bemandingen i smitteopsporingen nedskaleret fra 1.800 til 1.200 medarbejdere.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed, som driver smitteopsporingen, i en pressemeddelelse mandag.
Fra 1. februar stoppede coronavirus med at være betegnet som en samfundskritisk sygdom. Samme dag stoppede smitteopsporingen med at ringe uopfordret til nyligt smittede borgere.
Ændringerne i praksissen betyder, at der er for mange ansatte til de tilbageværende opgaver. Derfor har styrelsen opsagt aftalen med 600 vikaransatte i smitteopsporingen.
- Vi er i Danmark et gunstigt sted i forhold til pandemien og skal derfor til at nedskalere mandskabet i smitteopsporingen.
- Vi er utroligt stolte af og taknemmelige for den indsats, som de 600 medarbejdere, vi nu skal sige farvel til, har leveret. Det har haft en stor samfundsmæssig værdi, siger Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed, i pressemeddelelsen.
Da epidemien var på sit højeste, beskæftigede smitteopsporingen næsten 3.000 medarbejdere.
De har talt med mere end en million danskere, som har fået rådgivning til, hvordan de skulle forholde sig.
Styrelsen for Patientsikkerhed meddelte i sidste uge, at de ansatte i smitteopsporingen ikke længere skulle ringe ud til smittede, som de ellers har gjort under pandemien.
Formålet med opkaldene har blandt andet været at bryde smittekæder.
Deres opgave er nu primært at være oplysende. Altså for eksempel at vejlede folk, der ikke ved, hvordan de skal forholde sig. Det kan for eksempel være personer, som er nære kontakter til en smittet.
/ritzau/