Fortsæt til indhold
Indland

Valgt ind for Nye Borgerlige: Kontroversiel kandidat skifter parti

Leo Nørgaard nåede kun at være løsgænger i kort tid, før han meldte sig ind i Venstre.

Sagen om Leo Nørgaard fortsætter med at udvikle sig.

Nu har den tidligere Nye Borgerlige-politiker, som egentlig slet ikke skulle have haft en plads i byrådet, meldt sig ind i Venstre. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Det sker, efter det fredag kom frem, at Leo Nørgaard havde meldt sig ud af Nye Borgerlige.

»Jeg overvejede også Liberal Alliance, som vi var i valgforbund med. Det havde måske været mest retfærdigt, men så ville jeg igen komme til at sidde alene. Jeg vil have noget ordentlig rygstøtte. Det politiske bagland kræver, at man har et stabilt bagland via sin lokalforening,« siger Leo Nørgaard Pedersen til Viborg Stifts Folkeblad.

Selvom Leo Nørgaard egentlig havde fået færre stemmer til kommunalvalget end spidskandidat Jakob Svendsen, endte han med at blive valgt ind, fordi Nye Borgerliges kandidatliste var udfyldt forkert.

Borgmester Ulrik Wilbek siger til Viborg Stifts Folkeblad, at han har taget Leo Nørgaards beslutning til efterretning.