Anmeldelse af fyrværkeri 2021, batterier: Det er hverken prisen eller størrelsen, det kommer an på
Tre nytårsbatterier lyste op i hver sin prisklasse blandt mange flotte ved Jyllands-Postens store test af nytårsbatterier. Testens billigste batteri imponerede igen. For 79 kr. får man rigtig meget underholdning for pengene.
OBS: Denne test blev udført i 2021. Jyllands-Posten har dog til fyrværkerisæsonen 2022 kontrolleret, at 27 ud af 30 testede batterier også i 2022 kan købes hos danske forhandlere. Undtagelserne er batterierne Panther PPS60, Panther PB36 og Magnhild. Der skal tages forbehold for, at nogle af produkterne har fået anden pris – og at det skal kontrolleres ved forhandler, om sammensætningen i batterierne eventuelt er ændret.
Det er ikke størrelsen, og det er heller ikke prisen, det kommer an på, når man skal købe fyrværkeri. Det tilsyneladende lille, billige batteri kan være fuld af overraskelser og være fuldt på højde med de dyrere og større batterier.
Sådan lyder konklusionen i Jyllands-Postens store test af nytårsbatterier i tre prisklasser, hvor målet var at finde de batterier, som giver mest smæk for skillingen og æstetik på himlen.