• Artiklen opdateres

Sundhedsstyrelsen vil fremrykke tredje vaccinestik for alle personer fra 40 år

Fra mandag morgen vil alle borgere fra 40 år kunne få det tredje vaccinestik allerede 4,5 måned efter det andet stik, oplyser direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

Artiklens øverste billede

Sundhedsstyrelsen har besluttet at fremrykke det tredje vaccinestik for alle borgere, der er 40 år eller ældre, så de kan få stikket 4,5 måneder efter andet stik i stedet for de 5,5 måneder, der hidtil har været gældende.

Det oplyser Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, til Jyllands-Posten.

»Vi er meget bekymrede for den nye omikronvariant, der spreder sig meget hastigt i Danmark. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvor syg man bliver af den, men vi er nødt til at være på forkant,« siger han.

Fremrykningen vil træde i kraft fra mandag morgen, hvor man vil kunne booke en tid på vacciner.dk. Man behøver ikke at vente på at modtage invitationen i e-boks.

Den væsentligste begrundelse for vaccinefremrykningen er ifølge Søren Brostrøm, at den immunitet, man får ved vaccination, kan være svagere over for den nye coronavariant. Ifølge den seneste opdatering søndag eftermiddag fra Statens Serum Institut er der nu fundet 2.471 smittede med coronavarianten omikron i Danmark.

Foreløbige data tyder ifølge Sundhedsstyrelsen på, at det tredje stik giver en øget immunitet, som kan forebygge alvorlige sygdomsforløb med covid-19, også hvis man skulle blive smittet med omikronvarianten.

Derfor er det ifølge Søren Brostrøm afgørende, at så mange danskere som muligt i risikogruppen hurtigst muligt opnår en højere beskyttelse mod alvorlig sygdom.

»Vi har brug for handling lige nu, hvor vi står i vinteren, fordi sygehusene er udfordrede. Risikoen for alvorligt forløb med coronavirus stiger med alderen, særligt fra 40-50-årsalderen og op. I sommer, hvor vi fik en masse ekstra vacciner, var der rigtigt mange i den aldersgruppe, som blev vaccineret. Dem vil vi gerne give tredje stik hurtigt, så de kan gå vinteren i møde med øget immunitet,« siger Søren Brostrøm.

Konkret betyder fremrykningen, at personer født i 1981 eller tidligere vil kunne få det tredje vaccinestik 140 dage efter det andet stik. Dermed vil en en 40-årig, der fik andet vaccinestik den 8. august, kunne få det tredje stik fra den 26. december.

Ifølge Søren Brostrøm betyder vaccinefremrykningen, at op mod 1,5 millioner flere danskere kan nå at få det tredje stik inden nytår.

»Status er nu, at der allerede er to millioner danskere, som har fået det tredje stik eller får det lige om lidt. Med fremrykningen kommer vi op på 3,5 millioner danskere, der forhåbentligt har fået tredje stik inden nytår. Det er ganske mange mennesker, men det er det, vi har vurderet, at der er brug for,« siger Søren Brostrøm.

Derudover vil man fra på mandag kunne få det tredje stik på de vaccinesteder, der tilbyder drop in-vaccination. Fra tirsdag i den kommende uge kommer ca. 60 apoteker med i denne ordning i Region Hovedstaden, og senere på ugen også apoteker i Region Syddanmark.

For personer mellem 18-39 år vil det tredje stik fortsat blive tilbudt fra kalenderdag 165 efter andet stik.

Revaccination med tredje stik er endnu ikke godkendt til personer under 18 år. Sundhedsstyrelsen vil dog løbende vurdere revaccinationstilbuddet til personer under 40 år, i takt med at der kommer ny viden.

Søren Brostrøm vil ikke udelukke, at der kan opstå ventetidsproblemer i de kommende dage, når så mange flere danskere får mulighed for at booke en tid til det tredje stik.

Men Søren Brostrom understreger, at vaccinekapacititen i Danmark den seneste tid er blevet oprustet tilstrækkeligt til opgaven, og at Sundhedsstyrelsen i weekenden har været i dialog med regionerne om det markant højere antal danskere, der nu skal vaccineres hurtigt.

»Jeg vil sige til befolkningen, at man skal væbne sig med tålmodighed. Der vil uden tvivl være kø på vacciner.dk mandag morgen, men jeg vil minde om, at vi åbner op for rigtig mange nye vaccinesteder i løbet af den næste uge,« siger Søren Brostrøm.

Søndag aften klokken 20.00 er der over en times ventetid på vaccineportalen vacciner.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.