To børnehaver og 10 dagplejere er lukket: Kommunen holder møde i krisestaben mandag om omikronvariants udvikling
Viborg Kommune kommer med opfordring til medarbejdere indenfor sundhed og omsorg fra i dag: »Brug mundbind eller visir og forsøg at undgå at blive nære kontakter.«
Omikronvarianten har bredt sig flere steder i Viborg Kommune. I løbet af weekenden blev det bekræftet, at en række tilfælde af den nye coronavirus-variant er konstateret efter en fest i Hersom Forsamlingshus forrige weekend.
»Status er, at vi havde seneste kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed i går aftes (søndag, red.) og her var 59 bekræftede tilfælde af en ye omikronvariant i Viborg Kommune,« fortæller kommunaldirektør Lasse Jacobsen.
Eftersom omikronvarianten har vist sig i så mange tilfælde, er Skals Børnehus og naturbørnehaven Hejskovgaard i Møldrup lukket indtil fredag.
Desuden er 10 dagplejere lukket. Forældrene er blevet informeret, lyder det fra kommunaldirektøren.
Han forventer, der bliver fundet flere tilfælde af omikron de kommende dage.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som håndterer smitteopsporing og har overblikket over udbredelsen af den nye variant. Til forskel fra de almindelige coronavarianter som eksempelvis deltavarianten, der er den mest udbredte i Danmark, skal nære kontakter i to led til smittede med omikronvarianten i isolation. Det betyder, at rigtig mange er sendt i isolation i disse dage, mens de bliver testet for coronavirus.
Ny anbefaling
Lasse Jacobsen forventer at høre fra Styrelsen fra Patientsikkerhed i løbet af dagen.
»Vi holder møde i krisestaben omkring frokost og forventer at have hørt fra styrelsen til den tid,« lyder det fra kommunaldirektøren.
Som noget nyt har Viborg Kommune desuden besluttet at komme med en opfordring:
»Fra i dag anbefaler og opfordrer vi alle medarbejdere indenfor sundheds- og omsorgsområdet til at bruge mundbind og visir og gøre, hvad de kan for ikke at blive nære kontakter,« fortæller Lasse Jacobsen.
Viborg Kommune kan nemlig ende i den situation, at det kan være vanskeligt at få vagtplaner indenfor sundheds- og omsorgsområdet til at gå op, hvis mange medarbejdere enten bliver smittede eller sendt hjem som nære kontakter i første eller andet led.