Ny coronavariant fundet i Viborg
To personer fra Viborg-området er blevet smittet med Omikron-varianten.
Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, fortæller fredag, at virusvarianten Omikron nu findes flere steder i landet - heriblandt Viborg.
I alt er der nu identificeret 18 Omikron-tilfælde, og flere er ved at blive undersøgt. I Viborg er to personer konstateret smittet med varianten efter et socialt arrangement sidste weekend med omkring 150 deltagere.
»Af de 150 deltagere er der to bekræftede tilfælde af Omikron-varianter. Ud over det er 39 testet positive, og de er mistænkt for at have Omikron-varianten, men vi mangler de endelige analyser,« siger Anette Lykke Petri.
Stort set alle tilfældene har rejseaktiviteter til Qatar eller Sydafrika, eller de er nære kontakter til en, der har været ude at rejse i de pågældende lande, fortæller hun.