Fortsæt til indhold
Indland

Så mange har ladet sig vaccinere den seneste måned

De fem bedste kommuner og de fem "dårligste" til at få vaccineret deres borgere er nøjagtig de samme som for en måned siden.

Det går trægt med at få vaccineret ”restgruppen” i Danmark. Den lille gruppe, som ifølge statsminister Mette Frederiksen ”ødelægger det for den store gruppe”. Sådan udtrykte hun det på et pressemøde for tre uger siden, hvor den samstemmende opfordring fra hende samt sundhedsminister Magnus Heunicke, direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum lød på at lade sig vaccinere i håb om at få bugt med den stigende smitte i Danmark.

Trods den klare opfordring er det dog ikke voldsomt mange uvaccinerede, som har ladet sig overbevise om at følge statsministerens og eksperternes råd. Hvor der for en måned siden var 75,1 pct. danskere over 12 år, der var færdigvaccinerede, så er det her en måned efter ”kun” sket en mindre forskydning til i alt 75,7 pct.

Altså en forskel på 0,6 procenpoint. Sammenlagt er 4.447.093 danskere over 12 år nu færdigvaccineret.

Går man ned i tallene for de enkelte kommuner, så bliver det hurtigt afsløret, at både top fem og bund fem er nøjagtig de samme som for en måned siden. Top fem over kommuner med størst vaccinationsudbredelse har altså stadig denne rækkkefølge:

Procenttallet angiver andelen af færdigvaccinerede. Og tallet i parentes viser andelen for en måned siden (26. oktober):

1) Ærø 82,6 pct. (82,4 pct.)

2) Samsø 81,9 pct. (81,7 pct.)

3) Læsø 81,9 pct. (81,5 pct.)

4) Fanø 81,4 pct. (80,8 pct.)

5) Langeland 80,7 pct. (80,3 pct.)

I den anden ende af skalaen er der også tale om den samme rækkefølge som for en måned siden.

Det vil sige, at bund fem ser således ud:

1) Ishøj 63,1 pct. (62,2 pct.)

2) Brøndby 66,5 pct. (65,8 pct.)

3) Albertslund 67,4 pct. (66,8 pct.)

4) Høje Taastrup 67,8 pct. (67,1 pct.)

5) Vallensbæk 69,1 (68,3 pct.)

Kilde: SSI

Da det især er børn, der i disse uger driver smitten, så er det forklaringen på, at Sundhedsstyrelsen nu anbefaler at lade de 5-11-årige blive vaccineret. Som det fremgår af følgende graf, har smitteudbredelsen været markant større blandt 6-11-årige den seneste måned i forhold til andre aldersgrupper.

Sundhedsstyrelsens anbefaling kommer, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), har anbefalet, at covid-19-vaccinen ved navn Cominarty fra Pfizer/BioNTech kan bruges til børn i denne aldersgruppe. EU-Kommissionen ventes snarest at godkende brugen af vaccinen.

.

Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst fortalte på et pressemøde fredag, at sundhedsmyndighederne gennem noget tid med bekymring har fulgt de stigende coronasmittetal i den aldersgruppe, der nu får mulighed for at blive vaccineret.

»Ved at vaccinere børnene minimerer vi risikoen for, at de smitter deres søskende, bedsteforældre og venner,« forklarede hun.

Hun oplyste, at Sundhedsstyrelsen vil finde det tilfredsstillende, hvis man kan få vaccineret op imod 70 pct. af de 5-11-årige børn i Danmark.