Fortsæt til indhold
Indland

Børnelæge advarer: Tag forkølelse alvorligt og husk hygiejnerådene

RS-virus spreder sig med epidemisk fart. Et tegn på smitte kan være, hvis et spædbarn skal bruge mange kræfter på at spise.

Det såkaldte RS-virus breder sig med nærmest epidemisk fart i Danmark i disse dage. Luftvejsinfektionen rammer især de allermindste børn, som i de værste tilfælde får svært ved at få luft og mangler kræfter til at tage næring til sig. Desuden har de ofte feber og hoster.

Ifølge Statens Serums Institut har der alene den seneste uge været 510 tilfælde på landsplan. Også på Regionshospitalet i Viborg har man oplevet ekstraordinært mange børn, der har behov for indlæggelse som følge af RS-virusset.

»Vi har næsten ikke andet end RS-virus i øjeblikket. Både her i Danmark og i andre dele af verden går det hurtigt lige nu med en sygdom, som vi ellers kun plejer at have om vinteren. Sygdommen spreder sig med nærmest epidemisk fart, det vil sige, at antallet af sygdomstilfælde fordobles på en uge. Alene i morges var 7 ud af 12 patienter indlagt med RS-virus,« fortæller ledende overlæge på Børn og Ungeafdelingen, Jens Peter Nielsen, til jp.dk.

Ligesom flere andre børnelæger mener Jens Peter Nielsen, at årsagen til det pludselige udbrud af RS-virus skal findes i genåbningen af samfundet efter coronaperioden. Sygdommen forebygges således bedst ved at huske de velkendte hygiejneråd:

»Jeg kan kun appellere til at huske de gode regler som at vaske hænder, spritte af og holde afstand. Også en almindelig forkølelse skal tages alvorligt - forstået på den måde, at hvis du er forkølet, så skal du holde dig på afstand af de helt små børn, der er mest udsat for RS-virus.«

Ledende overlæge på Børn og Ungeafdelingen på Regionshospitalet i Viborg, Jens Peter Nielsen. Foto: Region Midt

Hvordan kan man som forældre vide, at der ikke bare er tale om en forkølelse?

»Hvis barnet har problemer med at trække vejret eller næsten ikke har kræfter til at spise, så er der grund til at være opmærksom. Derfor kan man evt. rense barnets næse for snot.«

Hvordan behandler I RS-virus på sygehuset?

»Der er ikke nogen specifik behandling. Men vi kan f.eks. hjælpe med at få snottet ud næsen og evt. blæse lidt ekstra ilt ind og sørge for, at barnet får nok væske. Det er vigtigt,« påpeger Jens Peter Nielsen, der tilføjer, at langt de fleste patienter er ude igen efter 2-4 dage.

Er der grund til bekymring for, at ens barn bliver smittet?

»RS-virus er utrolig smitsomt, men man kan ikke andet end at sørge for overholde de hygiejniske regler. Det skal dog med, at langt de fleste børn bare bliver almindeligt forkølede. Kun cirka tre pct. bliver så syge, at der bliver behov for en indlæggelse.«

Inkubationstiden for RS-virus er ifølge Jens Peter Nielsen 2-8 dage. Det vil sige, at der går mellem 2 og 8 dage, fra man er blevet smittet, til man viser symptomer på sygdommen.

Flere fagfolk og myndigheder mener ifølge Politiken, at der kan være en sammenhæng mellem RS-virus og corona:

»Det er gætværk, men vi tænker, at fordi vi har haft covid, så har børnene ikke været eksponeret for RS-virus på samme måde, som de plejer, så de har ikke den immunitet, som de måske i nogen grad bærer med sig. Normalt ser vi børnene mellem december og april. Det er vældigt usædvanligt, at vi har dem hen over sommeren, men epidemien kender vi«, siger ledende overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Herlev Hospital Eva Mosfeldt Jeppesen til Politiken.