Fortsæt til indhold
Indland

Nye regler for vaccination af ammende og gravide på vej

Sundhedsstyrelsen bekræfter, at den onsdag vil melde nyt ud om retningslinjer for vacciner.

Kvinder med et barn i maven eller ved brystet kan muligvis se frem til, at de også bliver tilbudt vaccination mod covid-19.

I øjeblikket bliver ammende og gravide kvinder ikke som alle andre voksne tilbudt de beskyttende stik mod corona, men Sundhedsstyrelsen bekræfter, at nye retningslinjer bliver præsenteret onsdag.

Det sker på baggrund af, at en informationsfolder med styrelsens logo og typografi allerede florerer på Twitter, men det er ifølge styrelsen ikke den endelige udgave.

Af den foreløbige informationsfolder fremgår det, at ammende kvinder kan blive vaccineret med det samme, mens gravide anbefales at blive stukket, når de er mere end tre måneder henne i svangerskabet.

Sundhedsstyrelsen vil dog ikke bekræfte over for Jyllands-Posten, at det vil blive disse retningslinjer, der bliver meldt ud, men siger blot, at der vil blive præsenteret nye retningslinjer onsdag.