Sogne tæt på nedlukning – nu er epidemikommissionen aktiveret
Vor Frue Sogn i det centrale Aarhus samt flere sogne i hovedstadsområdet er tæt på at blive ramt af automatisk nedlukning grundet høje incidenstal. Sundhedsministeriet oplyser, at epidemikommissionen nu skal vurdere om reglerne for nedlukning skal justeres.
Coronasmitten i Danmark har den seneste uge været støt opadgående. Fortsætter tendensen, vil Vor Frue Sogn i det centrale Aarhus risikere at blive ramt af en automatisk nedlukning i løbet af få dage. Også flere sogne i og omkring hovedstaden er hastigt på vej mod nedlukningsgrænsen.
Da to af tre kriterier i Vor Frue Sogn er opfyldt, vil sognet med de nuværende regler lukke ved et incidenstal på 600. Aktuelt ligger det på 566 for Vor Frue Sogn, ifølge torsdagens tal fra Statens Serum Institut.
Onsdag aften udtalte Venstre i selskab med Konservative og Dansk Folkeparti til DR, at de mener, at de automatiske nedlukningsgrænser for kommuner bør afskaffes. Ingen kommuner er for nuværende helt tæt på nedlukningsgrænsen, men især Frederiksberg, København og Aarhus har oplevet en hastig stigning i smittetal.
Jyllands-Posten har torsdag rettet henvendelse til Sundhedsministeriet for at spørge ind til argumenterne for at bevare de nuværende modeller for automatisk nedlukning. De lyder lige nu på, at kommunerne skal lukke sogne, hvor tre kriterier er opfyldt: Incidensen i et sogn overstiger 600 smittede, der er registreret flere end 20 smittetilfælde de seneste syv dage, og positivprocenten er på 3 eller mere.
I et skriftligt svar oplyser ministeriet torsdag eftermiddag, at epidemikommissionen er indraget i sagen.
»Sundhedsmyndighederne følger smitteudviklingen tæt og er opmærksom på udfordringen med, at nogle sogne og kommuner risikerer nedlukning som følge af stigende smitte bredt i Danmark. Epidemikommissionen er i dag blevet inddraget med henblik på at vurdere, om der skal ske ændringer i grænserne for de automatiske nedlukninger,« skriver Sundhedsministeriet i det skriftlige svar.
I starten af ugen anførte netop V, K og DF til Jyllands-Posten, at man ville forsøge at lægge pres på sundhedsminister Magnus Heunicke og regeringen for også at afskaffe en række andre restriktioner set i lyset af, at man trods stigende smittetal har meget lave indlæggelsestal, meget lave dødstal og en efterhånden meget høj vaccinationsrate – især blandt særligt sårbare.
Hvis smitten tager til i Vor Frue Sogn, kan det betyde, at kulturtilbud som Aros og Musikhuset Aarhus må lukke midt i turistsæsonen.
Derfor er Aarhus Kommune gået i gang med at forsøge at afbøde de værste konsekvenser af en eventuel nedlukning, skriver Århus Stiftstidende.
I København truer risikoen for nedlukning i Helligånds Sogn, hvor blandt andet attraktionerne Tivoli, Nationalmuseet og Glyptoteket ligger.
Her er incidenstallet torsdag på 446, mens kriterierne om over 20 smittede i en periode på syv døgn samt en positivprocent på over 3 er opfyldt.
Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få svar fra Sundhedsministeriet om, hvilke muligheder enkelte institutioner har for at få dispensation, hvis et sogn rammes af automatisk nedlukning.