Fortsæt til indhold
Politik

Sogne og kommuner risikerer automatisk nedlukning: Venstre kritiserer Magnus Heunicke og S-regeringen

Flere sogne nærmer sig automatisk nedlukning. Foreløbigt har sundhedsministeren holdt sig ude af debatten, mens Venstre og andre partier appellerer til ændringer.

Hvis smitten buldrer opad i den nuværende takt, risikerer Vor Frue Sogn i det centrale Aarhus at blive ramt af en automatisk nedlukning i løbet af få dage.

Onsdagens tal viste, at to af grænserne for nedlukning allerede er overtrådt. Det tredje parameter, incidenstallet, er nået 463, og nærmer sig hastigt grænsen på 600. Tallene bliver opdateret hver dag klokken 14.

En nedlukning af Vor Frue Sogn vil blandt andet omfatte kunstmuseet Aros og Musikhuset Aarhus, men det bør slet ikke komme så vidt, lyder det fra Venstre.

Vi hører intet fra regeringen.
Eva Kjer Hansen, fungerende politisk ordfører for Venstre

Oppositionspartiet har længe talt imod modellen med automatisk nedlukning af sogne, og den holdning er man kun blevet bekræftet i, nu hvor smitte- og indlæggelsesbilledet er et helt andet, end da grænsen i første omgang blev indført.

»Jeg synes, at vi skal droppe den sognegrænse-tilgang, for i mange situationer giver det ikke mening. Det ville være smadderærgerligt for Aros eller andre kulturinstitutioner, at man trods ingen smitterisiko på deres område alligevel bliver omfattet af en nedlukning på grund af sognegrænser,« siger fungerende politisk ordfører for Venstre, Eva Kjer Hansen, som med et lille grin bemærker, at det eneste gode ved sognegrænsen er, at unge mennesker nu ved, hvad et sogn er.

Foruden Vor Frue Sogn er også flere sogne i og omkring hovedstaden hastigt på vej mod nedlukningsgrænsen.

Så sent som onsdag aften udtalte Venstre i selskab med Konservative og Dansk Folkeparti til DR, at de også mener, at de automatiske nedlukningsgrænser for kommuner bør afskaffes. Ingen kommuner er for nuværende helt tæt på nedlukningsgrænsen, men især Frederiksberg, København og Aarhus har oplevet en hastig stigning i smittetal.

I starten af ugen anførte netop V, K og DF til Jyllands-Posten, at man ville forsøge at lægge pres på sundhedsminister Magnus Heunicke og regeringen for også at afskaffe en række andre restriktioner set i lyset af, at man trods stigende smittetal har meget lave indlæggelsestal, meget lave dødstal og en efterhånden meget høj vaccinationsrate - især blandt særligt sårbare.

Både til Jyllands-Posten mandag og DR onsdag har et skriftligt svar fra Sundhedsministeriet været dette:

»Sundhedsmyndighederne følger løbende med i epidemiens udvikling. Smittetallene har været stigende de sidste par uger, hvor den mere smitsomme deltavariant er blevet dominerende i Danmark. Partierne vil blive orienteret, hvis der sker væsentlige ændringer i sundhedsmyndighedernes risikovurdering, herunder i forhold til genåbningen.«

Det bliver desuden oplyst af ministeriet til DR, at Heunicke er på ferie og ikke stiller op til interview.

Torsdag har Jyllands-Posten igen rettet henvendelse til Sundhedsministeriet for at spørge ind til argumenterne for at bevare de nuværende modeller for automatisk nedlukning.

Venstres Eva Kjer Hansen er dybt utilfreds med, at man intet har hørt fra ministeren eller regeringen i sagen.

»Vi hører intet fra regeringen. Jeg synes, at det er stærkt kritisabelt, at ministeren ikke går ind i debatten og forholder sig til, hvor problematisk en situation, det vil kunne blive,« siger Eva Kjer Hansen.