Hjælp kan være på vej til forgiftede borgere
Læger har fundet et kolesterolsænkende lægemiddel, som muligvis kan hjælpe forgiftede borgere.
Der kan være hjælp på vej til forgiftede borgere i Korsør.
Efter det for nylig stod klart, at knap 200 Korsør-borgere i en årrække har spist kød forgiftet med det sundhedsskadelige fluorstof PFOS, har hjælpen til de berørte borgere syntes langt væk.
For det kræftfremkaldende PFOS er svært nedbrydeligt – halveringstiderne for stoffet er angivet til at være over fem år i mennesker.
Men muligvis er der nu fundet et middel, som gør, at borgerne kan få det giftige fluorstof hurtigere ud af kroppen.
Ledende overlæge på Arbejds- og Socialmedicinsk afdeling på Holbæk Sygehus, Ann Lyngberg, har sammen med kolleger været igennem et hav af videnskabelige artikler og studier og er faldet over det kolesterolsænkende lægemiddel Colestyramin.
Flere studier peger på, at det kan øge udskillelsen af PFOS fra kroppen, forklarer Ann Lyngberg.
»Vi er i gang med at læse op på, om det giver mening at give det til borgerne. Hvis det gør, vil vi søge om godkendelse,« siger hun og understreger, at det vil kræve en tilladelse fra relevante myndigheder at sætte behandlingen i gang.
Det er indtil videre uvist, hvor mange borgere, der er forgiftet med PFOS. De knap 200 borgere, som har spist forgiftet kød, har fået taget blodprøver, men størstedelen afventer fortsat svar på deres PFOS-værdier. Blot to personer har modtaget deres resultater – som i begge tilfælde har vist forhøjede PFOS-værdier.
En stor del af borgerne har til gengæld allerede fået at vide, at de har forhøjede lever-, nyre- og kolesteroltal. Tal, som muligvis kan skyldes fluorstoffet.