Fortsæt til indhold
Indland

Ny undersøgelse: Overlæger arbejder i gennemsnit 47,6 timer om ugen - plus bijob for manges vedkommende

Arbejdstidsundersøgelse blandt overlæger afslører behov for uddannelse af flere speciallæger, mener både Overlægeforeningen og Danske Patienter.

Overlæger i Danmark arbejder langt mere end flertallet af danske lønmodtagere.

En ny undersøgelse fra Overlægeforeningen viser, at overlæger i gennemsnit har en ugentlig arbejdstid på 47,6 timer.

Undersøgelsen, der offentliggøres i den seneste udgave af Ugeskrift for Læger, viser desuden, at fire ud af ti overlæger har et bijob oveni. Alene bijobbet betyder i gennemsnit ekstra 18,2 timer om måneden.

I og med at det er gennemsnitstal betyder det, at der vil være overlæger, der arbejder betydeligt mere, mens andre naturligvis vil arbejde mindre end gennemsnittet.

I en kommentar til undersøgelsen siger formanden for Overlægeforeningen, Lisbeth Lintz, at tallene viser, at overlæger brænder for deres arbejde. Men hun løfter samtidig pegefingeren:

»Det er godt for patienter og sygehusvæsen, men der er en grænse for, hvor mange timer overlægerne kan og bør arbejde. Alle har brug for restitution. Og alle har ret til et privatliv«, siger hun til Ugeskrift for læger.

Undersøgelsen, som Overlægeforeningen har foretaget blandt 2.121 af foreningens medlemmer, afslører markante regionale og kønsmæssige forskelle , når det gælder bijob. Hvor 31 pct. af overlægerne i Region Nordjylland og 33 pct. af overlægerne i Region Sjælland har bijob, gælder det for næsten hver anden - 47 pct. - af overlægerne i Region Hovedstaden.

For de mandlige overlæger er det 50 pct., som har bijob, mens det ”kun” gælder 30 pct. af de kvindelige overlæger.

Hos Danske Patienter vækker undersøgelsen bekymring.

»Selvfølgelig giver sådan en undersøgelse anledning til bekymring. Man skal huske på, at overlæger ligesom andet sygehuspersonale står med folks helbred i hænderne uanset om de opererer, diagnosticerer eller journaliserer. Så hvis de enkelte overlæger belastes af for lange arbejdsdage, så kan det gå ud over patientsikkerheden,« siger direktør Morten Freil til jp.dk.

Direktør for Danske Patienter Morten Freil er bekymret for patientsikkerheden. Foto: Tea Petersen/Danske Patienter

Han kalder det dilemmafyldt, idet Danske Patienter på den ene side påskønner, at overlæger er klar til at tage ekstra vagter for at få nogle vigtige opgaver udført. På den anden side finder han det som direktør i patientforeningen dybt problematisk, at manglen på personale angiveligt er blevet så stor, at det overhovedet er nødvendigt for overlæger at påtage sig ekstra lange vagter.

Støder I som forening på klagesager, der går på sjusket lægebehandling som følge af træthed?

»Det er svært at sige, hvad der skyldes hvad. Vi har ingen tal på det. Men vi har en klar opfattelse af, at fejl sker, når personalet har mistet koncentrationen, er uopmærksomme eller måske er træt,« siger Morten Freil.

Løsningen er ifølge Morten Freil, at der bliver uddannet flere speciallæger. Og at behovet bliver indarbejdet i en kommende sundhedsreform i Danmark.

Dermed lægger Danske Patienter sig på linje med Overlægeforeningen, der ifølge Lisbeth Lintz også peger på speciallægemangelen som årsag til kapacitetsproblemerne i sundhedsvæsenet.

Lisbeth Lintz gør opmærksom på, at man eksempelvis i Region Midtjylland har fokus på mere efteruddannelse, så patienterne kan tilbydes den bedst mulige behandling.

Og så skal overlæger frigøres for en del af det administrative ”sekretærarbejde”, der ifølge Overlægeforeningen kan løses bedre og hurtigere af andre faggrupper.