Anmeldelser om krænkelser i Forsvaret er eskaleret siden 2019
Siden 2019 er antallet af anmeldte sager om seksuelt krænkende adfærd eskaleret i militæret på trods af, at Forsvaret siden 2004 har forsøgt at få bugt med seksuel chikane og krænkende adfærd.
En mandlig værnepligtig fastholdte en kvindelige værnepligtig og forsøgte at kysse hende, da hun forsøgte at gå væk.
En mandlig marinekonstabel gentog flere gange over for fælles kolleger, at en kvindelig sideordnet havde opnået en attraktiv stilling ved hjælp af seksuelle ydelser.
Sagerne fra Forsvarsministeriets seneste årsberetning spænder bredt fra krænkende bemærkninger til voldtægt.
En årsag til det stigende antal anmeldelser kan være, at sagerne kommer frem i lyset takket være MeToo-debatten og Forsvarets indsats på området.Kenneth Pedersen, generalløjtnant, chef for Forsvarsstaben.
Episoderne er ikke enestående, for antallet af anmeldelser om overgreb og seksuelle krænkelser er steget markant de seneste tre år.
Auditørkorpset behandlede én enkelt anmeldelse om krænkelse i 2014 og tre anmeldelser i 2015, hvorimod i 2019 er antallet steget til 39 anmeldelser om kønskrænkende adfærd, skriver Berlingske, som har fået indsigt i tallene gennem en række opgørelser fra Auditørkorpset og Forsvarskommandoen.
Det samlede tal for 2020 har Auditørkorpset ikke samlet endnu, men frem til oktober modtog auditørerne 17 anmeldelser om krænkende adfærd, ifølge Berlingske.
MeToo er en forklaring
Det er ikke kun anmeldelser, men også antallet af afgørelser i form af bøder eller fængsel, som er eskaleret.
Ifølge årsberetningen fra 2019 er 14 sager vedrørende forskellige former for krænkende adfærd endt med en strafferetlig sanktion, hvor ti tilfælde mundede ud i bøder eller fængselsstraf. Det er en stigning fra året før, hvor der var i alt 11 sager om krænkelser og overgreb i 2018.
Hvis man kigger på årsberetningen fra sidste år er der udmålt en sanktion i 29 forhold af krænkende adfærd, hvor ni tilfælde blev idømt bøder eller fængselsstraf for kønskrænkende adfærd i 2020.
På trods af en mangeårig indsats tegner tallene fra de seneste tre år et billede af, at Forsvaret har et vedvarende problem med overgreb og krænkende adfærd.
Forsvaret har siden 1999 haft en politik om seksuel chikane, men først fra 2004 begyndte Forsvaret at bekæmpe problemet.
Jyllands-Posten har forsøgt at få en forklaring på den markante stigning, og hvorfor indsatsen mod seksuel chikane ikke har hjulpet på adfærden i militæret.
I et skrifteligt svar skriver chef for Forsvarsstaben, generalløjtnant Kenneth Pedersen, at blandt andet MeToo-debatten har fået flere til at anmelde krænkelser.
»Forsvaret skal være en tryg arbejdsplads for alle, og krænkende adfærd er uacceptabelt. Den adfærd arbejder vi med at bekæmpe, men også i Forsvaret er der udfordringer. En årsag til det stigende antal anmeldelser kan være, at sagerne kommer frem i lyset takket være MeToo-debatten og Forsvarets indsats på området,« udtaler generalløjtnant Kenneth Pedersen.
Indsats siden 2004
Seksuel chikane og krænkende adfærd er ikke et nyt fænomen i Forsvaret.
I starten af 00’erne viste en omfattende undersøgelse, at stort set alle kvinder i Forsvaret havde oplevet en form for kønskrænkende adfærd.
I efteråret 2019 kom en række historier frem om overgreb i Forsvaret, hvor Berlingske fortalte, at en gruppe 15-årige folkeskoleelever i erhvervspraktik i Forsvaret blev udsat for gentagne sjofle bemærkninger, og episoden fik ingen strafferetlige konsekvenser.
Det fik den øverste chef for Forsvaret til at erkende, at de måtte gøre mere for at nedbringe omfanget af krænkelser og overgreb med blandt andet en oplysningskampagne og en hotline.
I starten af 2020 fremlagde Forsvaret deres undersøgelse, som skulle belyse omfanget af kønskrænkende adfærd. Undersøgelsen viste blandt andet, at 11,6 pct. af kvinderne i Forsvaret oplevede en kønskrænkende kultur de seneste 12 måneder, hvor det tilsvarende tal kun var 2,7 pct. af mændene. Det drejede sig primært om sprog og bemærkninger, skriver Forsvarskommandoen.